En dag, da jeg som knægt stod og fiskede i ’Børges Put and Take’ på Vestfyn, hvor min far boede, efter mine forældre var blevet skilt, sendte søens ejer nogle tyskere i min retning. De havde brokket sig, fordi de ikke havde held med fangsten. Så han pegede dem over mod mig, der havde en del mere succes. De talte hverken dansk eller engelsk, men jeg kunne gøre mig rimelig forståelig på lidt gebrokkent tysk. Ja, og så kunne jeg jo vise dem, hvad jeg fiskede med: Bombardaflåd og en lille, sort flue. Hele situationen har nok irriteret dem en smule. Det skete af og til, at de forskellige ejere af put and take-søerne, som er søer, hvor man for et beløb kan fiske efter opdrættede fisk, sendte frustrerede kunder min vej.

Sommetider, når jeg rigtig havde tur i den, kunne jeg også høre kommentarer fra folk på den anden side af søen: ’Nu skal do da wist ogs’ til at hjem…’ Det var selvfølgelig ment i spøg. Men de oplevelser, jeg havde som barn og teenager ved diverse søer, hvor der blev lagt mærke til mig, fordi jeg fangede flere fisk end de andre, fyldte mig med stolthed. Dér var noget, jeg var god til. Måske det eneste, jeg rigtigt kan sige det om.

Det vil være en kliché at sige, at jeg blev mobbet, da jeg var lille, for det oplever alle måske nok i en eller anden grad, men fiskeriet var helt klart et pusterum for mig. Jeg fangede min første fisk som treårig sammen med min mor og min stedfar. Men det var nok i virkeligheden min far, der rigtigt lærte mig det. Han var god til at køre mig rundt til forskellige søer eller ned til havnen i Middelfart, hvor han boede, for at fiske efter torsk. At jeg fiskede var dog ikke noget, jeg gik og pralede med i min klasse på Kirkeskolen i Skjern, hvor jeg boede hos min mor. Det kunne man hurtigt blive drillet med. Det var jo ret nørdet at fiske. I virkeligheden var det også praktisk talt svært at prale med, for dengang havde vi jo ikke fede kameratelefoner, der kunne dokumentere vores fangst.