”Mick Jagger havde hørt, at jeg gik rundt og fortalte om, at jeg engang havde danset med hans nøgne datter på Ibiza, og det ville han gerne have en lille alvorssnak om” scroll-down

”Mick Jagger havde hørt, at jeg gik rundt og fortalte om, at jeg engang havde danset med hans nøgne datter på Ibiza, og det ville han gerne have en lille alvorssnak om”

Den 46-årige psykoterapeut og dj Jean von Baden om at blive stukket ned på en natklub, om at leve med konstant dødsangst og om vilde nætter i New York.

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Sine Jensen
Mennesker Euroman

Er du nogensinde kommet til skade på et dansegulv?

”I slutningen af 00’erne holdt jeg noget på natklubben À Porta, der hed Klub Lækker, som lå i lokalet på Kongens Nytorv i København, hvor McDonalds ligger nu.

Det var enormt trendy, alle de smarte kom der, og på åbningsaftenen rendte jeg rundt i en skrigpink Elvis-heldragt, som jeg engang havde fået af Boy George på Ibiza.

Aftenen tog så lidt af en drejning, da jeg på et tidspunkt blev kaldt udenfor, fordi Mick Jagger åbenbart var rullet op i en limousine ude på gaden.”

Hvad lavede Mick Jagger der?

”Han havde hørt, at jeg gik rundt og fortalte historier om, at jeg engang havde danset med hans nøgne datter på en strand på Ibiza, og det ville han gerne have en lille alvorssnak om.

Men jeg fik fortalt ham, at historien var ganske uskyldig, han købte forklaringen, og så gik vi hånd i hånd ned i kælderen for at finde et bord til ham, hvor han kunne sidde.

Der var allerede totalt proppet, alle bordene var solgt, så jeg måtte bede en gruppe fyre, jeg ikke kendte, om at give bordet fra dem i et par timer. I det, de gik forbi mig, kunne jeg mærke, at det begyndte at svie helt vildt i min venstre side. Jeg fik sat Mick Jagger ved bordet og kiggede efter, hvad det kunne være.

Det viste sig, at én af dem havde snittet mig med en lille lommekniv, og kort efter kom han hen og hviskede mig i øret: ’Næste gang, du flytter os fra et bord, går den hele vejen igennem.’

Den aften kostede mig et ar i siden og en seriøs blodplet på min pink Elvis-dragt.”

Hvad bør enhver mand vide om kvinder?

”At ingen kvinder er ens.”

Var du god til det med piger som dreng?

”Ja og nej. Gennem hele mit liv har jeg altid været bedre til at tale og hænge ud med piger end med drenge, fordi jeg er vokset op alene med min mor. Jeg var den charmerende ven.

Sidenhen har jeg dog hørt fra nogle af mine veninder, som var meget smukke, og som jeg aldrig tænkte, at jeg kunne få, at de åbenbart havde været vilde med mig. For mig havde de bare virket totalt uopnåelige.

Det bunder nok i, at jeg altid har haft nogle ret heftige selvværdsproblemer, for når det kom til popularitet, sex og det at score piger, var det en anden sag. Der var jeg alt for genert, selvkritisk og tilbageholdende.

Det ændrede sig til gengæld, når jeg var påvirket, for der var jeg pludseligt god til rigtig mange ting – også det med piger.

Heldigvis har jeg i dag fundet en, som er sammen med mig for mit ædru jeg, og som kender til mine selvværdsproblemer bedre end nogen anden.”

Hvornår blev du en mand?

”En lillejuleaften, da jeg var seks-syv år gammel. Desværre.

Vi var hjemme hos min morfar på Christianshavn, da telefonen ringede. Jeg kunne mærke, at en dårlig nyhed var på vej.

Det er også grunden til, at jeg har levet med så meget uro i mit liv: Jeg har en eller anden fornemmelse for, hvornår noget går galt. I den anden ende af røret kom beskeden om, at min far var død.

I stedet for at græde gik jeg hen til min mor for at trøste hende og fortælle, at jeg nok skulle passe på hende. Det var alt for meget ansvar at påtvinge mig selv i sådan en alder, og jeg knækkede under det.

Siden er jeg heldigvis blevet en ny mand.”

Hvornår skete det?

”Da jeg begyndte at læse psykoterapi for over 10 år siden. Det udfordrede mit blik på livet, og jeg fandt ud af, at det at være en mand handler om at kunne fortælle sandheden om den, man er.

Da jeg mødte min forlovede, var hun meget klar i spyttet: ’Det eneste, jeg kræver af dig, din fucked up idiot, er, at du fortæller mig sandheden om alt.’ Det har faktisk reddet mit liv og gjort mig til den, jeg er i dag.

Og så har det selvfølgelig også betydet rigtig meget for mig, at jeg fik en søn for 4,5 år siden.”

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som dreng?

”At hvis du kan bede om hjælp, fjerner du alt skam, men hvis du ikke kan bede om hjælp, så må du leve med skammen for livet. Jeg ved, at det bliver lidt dybt, men det er virkelig en kæphest for mig.”

Har du følt, at døden har åndet dig i nakken?

”Det spørgsmål rammer virkelig en nerve. At jeg mistede begge min forældre, inden jeg fyldte 15, skabte en grunddødsangst i mig, der har drevet alle de vilde ting i mit liv, fra at være gogodanser for Hells Angels til blive skudt efter og stukket med kniv.

Når jeg slapper af, og når jeg har ro på, så får jeg denne her fornemmelse af, at jeg selv eller nogen, jeg elsker, skal dø.

Hvor jeg i gamle dage håndterede det med at feste, sidder jeg i dag og hjælper andre, som har store problemer, hvilket gør, at jeg ikke tænker så meget på mine egne traumer.”

Har du prøvet at sidde i fængsel?

”Ja. I 2007 skulle jeg til New York for at dj’e på nogle forskellige natklubber i forbindelse med en promotour, jeg var på rundt i verden.

Den første aften spillede jeg på noget, der hed The Box, hvor blandt andre David Beckham og Heath Ledger var blandt gæsterne, og næste aften skulle jeg optræde på Mr. Black, en ret hardcore homoklub.

Klokken fire om morgenen, mens jeg stod og spillede med DJ Sammy Jo fra Scissor Sisters, væltede politiet ind og lavede en razzia. De havde inden da placeret nogle undercoverbetjente forklædte som drag queens og drug dealers der, fordi det åbenbart var et sted, hvor det flød med narko.

Politiet endte med at anholde hele personalet, inklusiv mig og DJ Sammy Jo, men der var ikke plads til mig i selve politibilen, så jeg røg om bag i hundeburet.

I de næste 72 timer sad jeg i en celle med nogle gangstere fra banden Lincoln Street Gang, 40-50 homoer, der hed ting som The Ass og Mini-Ass, og en morder ved navn Clarence Dean, som sad og sov op ad mig.

Han blev senere dømt for at have dræbt en prostitueret på Hotel Carter. Det var ret forfærdeligt.”

Hvad er meningen med livet?

”Taknemlighed.”

Jean Von Baden

Født i 1976.

Psykoterapeut, foredragsholder og dj.

Opvokset i København, men har efterfølgende boet steder som Sverige, Texas og på Ibiza.

Var en central del af det københavnske natteliv fra 1990’erne og 15 år frem, hvor han stod bag events som Klub Lækker og Tropical Love Groove, ligesom han har været dj for Kongehuset og medejer af natklubben Nasa.

Har siden 2012 arbejdet som psykoterapeut med speciale i afhængighed og er i dag også foredragsholder og podcastvært på programmet ’Følsom’ og en kommende podcast på Ekstra Bladet om det københavnske nattelivs historie. Bor på Amager med sin forlovede og deres søn på fire år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd og Fester