Hvad skal dine børn arve af dig? Dette skal du gemme – og dette skal du køre til storskrald scroll-down

Hvad skal dine børn arve af dig? Dette skal du gemme – og dette skal du køre til storskrald

Nogle skal en dag arve af dig, men lad dem ikke arve hvad som helst. Her er et par retningslinjer.

Af Kristoffer Dahy Ernst
Foto: Peter Kramer/HBO Max
Mennesker Euroman

Her er en ubehagelig tanke, der ikke desto mindre er sand:

Uanset hvor unik og original du er, vil der om 100 år ikke være et eneste levende væsen, der kan berette om, hvor fantastisk et menneske du var. For de har ikke kendt dig. Lev med det. Og lad det være grund til at vælge dine efterladenskaber med omhu, for en dag kommer de til at sige en hel del om dig.

Nogle skal arve af dig, men lad dem ikke arve hvad som helst. Der er et par retningslinjer.

Lev dit liv i evighedens lys og omgiv dig med ting, der bare ældes med ynde. Ure? Ja tak. Smartwatches? Nej tak. En cabriolet? Yes, please. Værkstedsregningen? Nope. En fingerring, en halskæde eller et guldarmbånd? Helt sikkert. Jagtrifler og champagnesabler og andre ting, der kan sætte fut under et selskab: Det er på kanten, men okay.

Dit hus er godt, dit sommerhus er endnu bedre: Det er her, der er skabt minder, når I har holdt ferie, og hverdagen har været langt væk. Fast ejendom er godt at arve. Og intet siger familiedynasti som en sommerresidens, generationer har samledes i i, ja, generationer.

Din pladesamling siger alt om dig, men lad dig ikke gå på, hvis den ikke vækker opsigt hos streaming-afkommet. Den er din personlige, og du skal gøre plads til, at musiksmagen kan blive formet af sig selv (et tip: Det hjælper gevaldigt at høre Bowie i stedet for Burhan G på anlægget derhjemme). Regn med, at dine lp’er skal på lossepladsen.

Kontanter er rare, men bliver arvebeskattet, så brænd hellere selv pengene af. Der er ingen grund til at holde på dem, hvis du altid har drømt om den jordomsejling.

Madopskrifter er gode arvestykker, men ikke for mange af dem. Lær at mestre din egen signaturret, du skal perfektionere den ad åre og til sidst nedskrive, hvordan du laver den. Man vil gerne arve opskriften på verdens bedste coq au vin.

Tøj og sko? Tider skifter, snit bliver større og mindre, ting bliver slidt. Drop det. Regn ikke med, at dine efterkommere har interesse i hverken din sneaker-samling eller dit overtøj.

Det samme gælder møbler: Du omgiver dig med godt design, men smag er forskellig, og selvom du elsker Alvar Aalto, så kan det godt være, din førstefødte har lyst til et opgør med finsk minimalisme, når der skal bygges rede. Og nej, dit berbertæppe fra turen til Marrakech i slut-00’erne bør heller ikke overleve dig.

Og husk: Ryd hellere ud i det i dag end i morgen. Der er en grund til, at dine kasser med gode minder og artefakter, du købte med hjem fra backpacker-turen rundt om jorden, da du var 20 år, stadig står i kælderen og aldrig kommer ind i din bolig. Det er hyggeligt at se på de to-tre gange om året, du skal ned og finde skitøj eller havemøbler, men resten af tiden er det ude af syne, ude af sind. Får du en tagsten i hovedet, er det dine efterladte, der skal rydde op i dine ting.

Og der er ingen grund til at være til gene og ej heller at efterlade dem trælse overraskelser, når du en dag ikke længere er her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Far, Penge og Møbler