Kenneth Bager: ”Manden med den krøllede paryk piskede de to andre herrer til blods” scroll-down

Kenneth Bager: ”Manden med den krøllede paryk piskede de to andre herrer til blods”

Den 60-årige DJ og musikproducer Kenneth Bager om at være på swingerklub, at være seksualvejleder som 12-13-årig og om at turde skille sig ud i lokalsamfundet.

Af Simon Kirkegård
Foto: Sine Jensen
Mennesker Euroman

Hvad er det mest besynderlige, du har læst om dig selv i medierne?

”Jeg har læst mange besynderlige historier om mig selv på nettet, men de er desværre alle sammen sande. En af de mere besynderlige episoder fandt sted, da jeg var ude og optræde med mit gamle techno- og houseband Dr. Baker i starten af 90’erne.

Dengang var house- og technogenren stadigvæk ret ny i Danmark. Vi havde spillet et sted i Jylland og sad backstage, da der kom en fyr fra en lokalradio, som skulle interviewe os. Han stak sin mikrofon direkte op i mit hoved og spurgte mig: ’Kenneth Bager, hvordan og hvornår startede du som hiphop-sanger?’ Her måtte jeg forklare ham, at jeg jo ikke var hiphopsanger men DJ, men for ham var det hele jo bare det samme.

I dag er det sjovt at tænke tilbage på, hvor fjern den nye dansekultur var for folk dengang. Der kunne jeg ikke forvente, at folk vest for Storebælt anede, hvad jeg lavede. Men jeg var med til at sprede de små frø i housekulturen til dét, der senere endte med at blive store arenakoncerter med David Guetta.” 

Har du siddet i et fly og bedt for dit liv?

”Det har jeg gjort flere gange, men en episode, der står klart i erindringen, var første gang, jeg skulle flyve til New York tilbage i 1985. Dengang arbejdede jeg hos pladeselskabet Virgin Records, og i flyet sad jeg sammen med en mand fra selskabets engelske afdeling. Han sad og svedte og havde spist nogle piller for at dysse sin flyskræk ned. Jeg sad og drillede ham lidt. Og hvis vi skulle styrte, var det jo bare sådan, det var.

Men under flyvningen endte vi i det dårligste vejr med lufthuller, nul sigtbarhed ud af vinduerne, og der var nærmest torden ude på flyvingerne. Der sad jeg og ønskede, at jeg kunne æde mine ord, for jeg var virkelig bange. Og englænderen, han var blot endnu mere ræd. Men vi kom trods omstændighederne frem og landede i New York, selvom jeg flere gange troede, at flyveturen ville ende anderledes.” 

Er du kommet til skade på et dansegulv?

”Selvom jeg har været med i diverse dansekonkurrencer og er gået i spagat flere gange, er jeg aldrig kommet til skade. Jeg har haft styr på det, jeg lavede.”

Har du nogensinde været i swingerklub?

”Ja, det har jeg flere gange. Første gang, jeg prøvede noget, der mindede om en swingerklub, var i England omkring 1987. En, jeg kendte fra klubmiljøet, foreslog mig at tage ud til en billardklub, der lå i London, og det lød spændende, syntes jeg. Jeg slog et smut forbi, uden at vide hvad jeg var på vej ind til.

Det lød bare som et sjovt sted. Jeg kom ind i et rum med et poolbord. Ved siden af poolbordet stod der en mand med lædermaske, som var klædt ud som en kvinde. Han havde højhælede sko på, en hvid, krøllet paryk, der stak ud under masken, og så havde han en pisk i sin ene hånd.

Derudover stod der to ældre mænd, som i hvert fald var i midten af 70’erne, iført læderbukser og i bar overkrop. Manden med den krøllede paryk piskede de to andre herrer til blods, og bagefter målte de, hvor dybe deres sår var. Jeg var fuldstændig rystet i min grundvold over den lille seance, jeg overværede. Det gav mig stærke associationer til et torturkammer.”

Var du god til det med piger som dreng?

”Da jeg var 10 år havde jeg et mål om, at jeg skulle læse alle bøgerne på børnebiblioteket i Hobro. På et tidspunkt nåede jeg til afdelingen med ’Sex og Samliv’ på bibilioteket. Jeg husker, at jeg en dag spiste Guldkorn hjemme ved vores spisebord, mens jeg sad og læste om klitorisser, samlejer og rejsninger.

Et par år senere begyndte nogle i min klasse at ramme puberteten, og nogle af pigerne fik menstruation. Her begyndte både piger og drenge at sende mig små sedler med spørgsmål om puberteten. Mine klassekammerater vidste, at jeg havde stor interesse for de nedre regioner, og så blev jeg pludselig en form for seksualvejleder i klassen. Da jeg var 13 år, gav jeg en pige en orgasme. Der var jeg så stolt, at jeg gik op og sagde det til mine forældre.”

Hvilket træk ved din personlighed bryder du dig mindst om?

”Jeg har det med at komme for sent, og det er ikke noget, jeg er stolt af. Jeg kan godt have en tendens til at fordybe mig så meget i det, jeg laver, at jeg glemmer tiden. Det ender ofte med, at resten af dagen bliver en dominoeffekt af forsinkelser.”

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som barn?

”Jeg har altid troet på mig selv og været den, jeg har ønsket at være. Da jeg voksede op i Hobro, gik jeg anderledes klædt end de fleste, og det gjorde, at jeg til tider stod lidt uden for. Jeg blev både spyttet på, fik albuer i maven, sparket i skridtet og så videre.

Engang i 3. klasse ventede tre jævnaldrende i en skov hver dag for at tæske mig, inden jeg nåede hjem. Igennem flere måneder gik jeg gennem skoven hver eneste dag og fik klø, indtil det ikke var sjovt for dem mere. Men selvom jeg blev mødt af en masse modgang dengang, lærte det mig at stå ved og tro på mig selv, for jeg ønskede ikke at lave om på mig selv.

Derfor ville jeg også give den unge version af mig et klap på skulderen og fortælle ham, at han skulle blive ved med at gøre det, som han gør. Generelt tror jeg, at det er svært at vokse op i mindre samfund, hvis man ønsker at have blåt hår og gå i anderledes tøj.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Musik