I hælene på Don Rosas superfans

EN GUL MORGAN 4/4 fra 1972 holder parkeret ude foran et stort, hvidt hus. Under højre vinduesvisker sidder en parkeringsbøde fast med en tegning af Joakim von And på. Bilen tilhører 66-årige Morten Rønager. Han er selvstændig rådgiver, kandidat for Liberal Alliance i Rudersdal Kommune, og så er han næstformand i foreningen af cirka 30 frivillige, der hvert år arrangerer tegneseriefestivalen Copenhagen Comics.

Han har inviteret mig og min gode ven Victor Juuel, der også er stor Anders And-fan, til et privat grillarrangement i hans have i Gammel Holte i Nordsjælland til ære for Anders And-tegneren Don Rosa og Dansk Donaldist-Forening.

Inde i husets spisestue står en håndfuld donaldister, som foreningens medlemmer hedder, allerede samlet i en rundkreds med champagneglas i hånden. Foreningen er for alle Disney- og Anders And-interesserede i Danmark og har cirka 225 medlemmer fordelt ud over landet.

Iført en kjole, hvis mønster ligner siderne fra et Anders And-blad, er 40-årige Laila Jerming. Hun er formand i foreningen og én ud af tre kvinder til aftenens selskab. På trods af den noget ulige kønsfordeling, spænder aldersforskellen bredt.

Rundt om køkkenøen er kokkene – iført onkel Joakim-forklæder – i gang med at stille an med kartoffelsalat, coleslaw, grillede majs, salater, diverse dyppelser samt en skål med carolina reapers, verdens stærkeste chilier.

Morten Rønager har købt dem lidt i sjov. Det er nemlig almenkendt, at Don Rosa er chilielsker. Han dyrker selv flere forskellige chiliarter på sit naturreservat i Kentucky og spiser altid en chili til hvert måltid.

Victor og jeg bliver tilbudt et glas bobler, og Morten Rønager præsenterer os for resten af selskabet:

”Victor er superfan,” siger han.

Victor skynder sig at tilføje, at han nok ikke er super-fan i det her selskab. Medlemmerne af Dansk Donaldist-Forening kan nemlig godt prale af at være nogle af de største fans i Danmark. I hvert fald målt på samlerobjekter og viden om Andeby-universet.

En energisk, hurtigt talende mand med briller kommer over til os. Han hedder A.C. og er redaktør på medlemsbladet ’Rappet’. Sammen med Laila Jerming er han den ene ud af to donaldister, der er tegnet som officielle Anders And-figurer.

”Vi kan hurtigt finde ud af, om du er superfan” siger han til Victor og spørger: ”Hvornår mailede du første gang med Don?”

A.C. mailede selv med ham første gang i 1998 om nogle detaljer i en Anders And-historie.

En anden smilende donaldist i 50’erne tilslutter sig samtalen. Hans mørkegrå hår er redt stramt tilbage i en hestehale, og om halsen bærer han en halskæde med et vedhæng af ben, der lidt ligner tanden fra en isbjørn.

Thomas, hedder han. I otte år har han været medlem af foreningen, men det er første gang, han møder de andre. Til daglig underviser han folkeskoleelever i musik og sløjd. Men hans store passion er tegneserier. Han har taget 17 af Don Rosas værker med, som han håber, han vil signere.

Pludselig forstummer snakken om diverse Anders And-historier, da en høj, ranglet mand med hvidt hår, der kun dækker nakken og siderne, træder ind i entréen. Don Rosas ternede skovmandsskjorte er stukket ned i de blå jeans, som er trukket langt op om maven.

”Får du stadig hjertebanken, Victor?” spørger Thomas: ”Det er lidt, som om Tom Cruise bare vader ind i rummet,” siger han.

FORAN VALBY HALLEN er en lille kø ved at danne sig. Klokken er 9.05, cirka ni timer før grillarrangementet. Der er lige under en time til, at dørene åbner til Copenhagen Comics. Tegneseriefestivalen afholdes hvert år, hvor tusindvis af mennesker kommer forbi og dyrker deres passion for tegneserier, -film og computerspil.

Lige så stille begynder der at dukke Darth Vadere, superhelte/-skurke og store kattelignende væsner i neonfarver op i køen. Billetten er halvt så dyr for cosplayere (folk, der klæder sig ud som en karakter, typisk fra tegneserier, computerspil eller lignende, red.).

I år er der dog ét helt særligt punkt på programmet: Verdens mest berømte og berygtede, nulevende Anders And-tegner besøger nemlig festivalen – Keno Don Hugo Rosa. Bedre kendt som Don Rosa.

Fra slut 80’erne op gennem 00’erne skrev Don Rosa 84 officielle historier, inklusiv hovedværket ’Her er dit liv, Joakim’. En 12 kapitler lang livsfortælling om Joakim von And, der beretter, hvordan han går fra at være en fattig dreng fra Skotland til at blive verdens rigeste and.

Værket har cementeret Don Rosa som en af de største og mest populære Anders And-tegnere nogensinde. Men lige så berømt den har gjort ham, lige så kontroversiel er han blevet.

Historierne i ’Her er dit liv, Joakim’ er nemlig baseret på en anden Anders And-tegners fortællinger: Carl Barks’. I 1943 blev Barks bedt af Disney om at skabe en tegneserie ud fra tegnefilmsfiguren Anders And. Han anses derfor som stamfaderen til det Andeby-univers, de fleste kender i dag, med karakterer som Joakim von And, Georg Gearløs og mange flere.

EFTER CARL BARKS har der været flere officielle Anders And-tegnere verden over, men der findes ikke tal på hvor mange. I dag er der dog færre tegnere end storhedstiden fra 60’erne til 90’erne. Det kræver nemlig en særlig godkendelse at bliver officiel Disney-tegner. I Danmark er der strenge krav til at blive godkendt af Egmont, som står for det. Derfor har vi kun én dansk tegner, Flemming Andersen, tilbage.

Dét fortæller Andeby-eksperten Thomas Schrøder mig. Han har været redaktør på Carl Barks’ og Don Rosas samlede værker på dansk. Og så har han selv skrevet 25 officielle Anders And-historier.

At Don Rosa har digtet videre på Barks’ historier, bliver af nogle Andeby-fans betragtet som kætteri. De mener, han har udpenslet onkel Joakims liv for meget, fortæller Thomas Schrøder.

Men det, der gør Don Rosa upopulær hos nogle, er det samme, der gør ham ekstremt populær hos andre.

”Don Rosa har nærmest opnået gudestatus blandt nogle, fordi han har sat Joakim von Ands liv i system. Der er efterhånden ikke ét land i verden, der ikke har udgivet de historier,” siger Thomas Schrøder.

Ifølge ham er folk kommet op at slås, fordi de ikke har fået en plads i køen til at få Don Rosas autograf.

Thomas Schrøder er selv det, han kalder ’Barksist’ (Carl Barks-fan, red.), men Don Rosas værker placerer ham i toppen af Anders And-tegnere sammen med Barks, mener han.

I 90’erne var interessen for Anders And-blade gået lidt i stå. Men Don Rosas historier fik flere, der ellers havde droppet dem, tilbage i folden, fortæller han.

”Dengang fik Don Rosa en masse unge læsere, der i dag er voksne og stadig følger ham trofast rundt i verden. Jeg kender flere danske superfans, der gør det.”

DON ROSA ANKOMMER til Copenhagen Comics. Foran ham går hans to assistenter og tyske manager, Stefan Brenner. Den unge mandlige assistent filmer køen med en telefon, der sidder vandret på et lille stativ, da de ankommer til Valby Hallen.

”Everybody here to see Don Rosa?” spørger han begejstret.

Jeg forventer at køen bryder ud i en vild jubelscene, men alle forholder sig rimelig roligt.

Et kvarter efter Don Rosa er gået ind, kommer Morten Rønager ud. Han har skaffet mig 5-10 minutter i audiens hos Don Rosa, før konferencen åbner.

TEGNESERIESTANDENS HVIDE VÆGGE og klapborde er plastret til med tegninger af Joakim von And. Foran står Don Rosa og snakker med sin mandlige assistent, der vinker mig hen, da der er fem minutter til, at dørene åbner.

Jeg rækker armen frem for at hilse, men Don Rosa, der står med ryggen til, vender sig ikke om. Han er utilfreds med måden, bordene står på, og skal til at rykke rundt på et, men opgiver, og vi sætter os i stedet ned.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til dine fans?

”Mine europæiske fans er den eneste grund til, at jeg er blevet ved med at lave det her utaknemmelige arbejde i 20 år ekstra. Der er ingen interesse for mig i USA.”

Du er selv Carl Barks-fan. Hvordan føles det at være et idol for så mange mennesker?

”Det er utrolig surrealistisk at blive behandlet som den moderne Carl Barks, og at så mange mennesker sætter pris på mit arbejde, på samme måde som jeg elsker Carl Barks’ arbejde.”

Du er 73 år. Hvor længe bliver du ved med at turnere?

”Så længe jeg kan. Jeg turnerer cirka 2-3 gange om året i Europa. Men jeg kan ikke gøre det mere end to uger ad gangen. Det er for stort et ansvar overfor mine fans. Nogle af dem står i kø i over syv timer for at se mig. Derfor sidder jeg også nonstop i 10 timer og signerer.”

Don Rosas kvindelige assistent afbryder os og gør opmærksom på, at konferencen er åbnet. Bagved os står den første fan allerede med en rullekuffert i hånden – klar til at få Don Rosas autograf.

SOM OTTEÅRIG LÆSTE Victor Juuel ’Her er dit liv, Joakim’ hjemme hos sin ven. Han opdagede, at han bedre kunne lide Don Rosas tegnestil end andre Anders And-tegneres. Og især historierne greb ham. Det var levende fortællinger, der viste Joakim von Ands udvikling over mange år, i modsætning til mange af de andre historier i Andeby-universet. Lige siden har Victor drømt om dagen, hvor han skulle møde Don Rosa. Og for otte år siden, lørdag den 18. november 2017, fik han chancen.

Victor havde været til fest dagen før, og tømmermændene meldte allerede deres ankomst, da han vågnede. Men han kunne ikke ligge derhjemme og komme sig. Han havde en mission. Noget han havde tænkt på i 10 år. Dagen, hvor han skulle møde Don Rosa. Sit helt store idol.

Hen ad formiddagen nåede Victor ind til Rundetårn, hvor Don Rosa signerede til tegneseriefestivalen ’Art Bubble’. Victor gik op igennem rotunden, indtil han nåede midten. Dér sad han. Kun fem meter væk fra Victor. Nærmest ingen kø, så Victor stillede sig ind bag en far og hans søn.

”Har du en billet til køen?” spurgte en kvinde, der pludseligt kom hen til ham.

”Ja til ’Art Bubble’,” svarede Victor.

Det var ikke nok, fortalte kvinden. Det krævede en separat billet til køen for Don Rosa-signeringen. Og de blev desværre udsolgt tidligere. Victor gik tilbage ned igennem Rundetårn med bogen i hånden. Uden Don Rosas autograf. På Købmagergade var der proppet med turister, men Victor kunne ikke holde det inde. Han begyndte at græde. Sur på sig selv. Det føltes som et kæmpe svigt mod den, han var som barn.

Otte år senere får han chancen igen. Og denne gang er der ikke noget køsystem i vejen for hans drøm. Morten Rønager fra Copenhagen Comics har nemlig gemt en billet til ham.

I KØEN TIL Don Rosa-signeringen på Copenhagen Comics står en kvinde bagved Victor og tripper nervøst. Hun hedder Sanne, er 58 år og begyndte først at samle på tegneserier for et par år siden. I starten købte hun ’70 år med Don Rosa’ (en særudgivelse i anledning af Don Rosas 70-års fødselsdag, red.) og senere ’Her er dit liv, Joakim’.

”Da han signerede i efteråret i Faraos Cigarer (tegneseriebutik i København, red.), stod jeg i kø i to timer, indtil jeg fik at vide, at jeg skulle have en billet, og de var udsolgt. Jeg blev smidt væk,” siger hun og fortsætter: ”Så nu er jeg lidt starstruck over endelig at skulle møde ham.”

Men heldet er heller ikke med Sanne denne gang. Hun har ikke tjekket timeslottet på sin billet og har først tid fra 16-17. Hun må derfor slukøret forlade 10-11-køen og komme tilbage igen senere.

OVERFOR DON ROSA har Dansk Donaldist-Forening sat deres stand op. Foreningen, der har cirka 225 medlemmer fordelt ud over landet, er splittet i to lejre: Dem, der elsker Don Rosa, og dem, der hader ham. Og så findes der selvfølgelig også en tredjepart: Dem, der er ligeglade, fortæller formanden Laila Jerming mig. Uanset holdning er der plads til alle i foreningen.

Hun har selv været fan i 25 år, siden hun var 15, og tilhører det hold, der idoliserer Don Rosa. Glansbilledet er efterhånden forduftet, eftersom hun har mødt Don Rosa ved flere lejligheder.

”Første gang jeg mødte ham, bad jeg om hans autograf på kroppen. Det havde han det lidt stramt med, så jeg tror, han sætter pris på, at jeg er knap så fanagtig nu,” siger hun grinende.

Ikke, at det har skilt dem ad. Ofte er det nemlig Laila Jerming, der systematiserer køerne til Don Rosas signeringer i Danmark. Med hendes hjælp kan han nå at skrive omkring 60 autografer i timen. Fra de åbner, til de lukker, uden pauser, sidder han og signerer. De 400 billetter til signeringen på Copenhagen Comics blev revet væk på 20 minutter, fortæller Morten Rønager mig senere.

DA DET ENDELIG bliver Victors tur til at møde Don Rosa, er han meget nervøs. Mest af alt tænker han på, hvad han skal sige til personen, som har spillet en kæmpe rolle i hele hans liv, uden de nogensinde har mødt hinanden før. Manden til værket, der satte gang i Victors kærlighed til historier.

Victor hilser på Don Rosa og rækker ham sit eksemplar af ‘Her er dit liv, Joakim’ samt et print, han lige har købt. Der er stille, da Don Rosa sætter sin underskrift i bogen, og Victor beundrer ham imens. Da Don Rosa er færdig, fremstammer Victor:

”Jeg har ventet i mange år på at fortælle, hvor meget dine historier har betydet for mig. Tusind tak for dem.”

Don Rosa smiler og rækker Victor hånden uden at sige noget. Selvom oplevelsen er kort, føles den uendelig stor. Victor havde gjort hvad som helt for at få den autograf som yngre.

TIL GRILLARRANGEMENTET GENOPTAGER donaldisterne så småt snakken, da Don Rosa træder ind i spisestuen. Kun få, inklusiv Laila Jerming og A.C., går over og hilser.

Stemningen løsnes en smule, da Don Rosa går ud for at lege med Morten Rønagers sorte labrador, Ace, der står bundet ude i haven. Et stykke tid står han derude og kaster en bold til hunden. Én i selskabet indskyder, at Don Rosa er et stort hundemenneske. Han har selv tre bassethunde hjemme på sit naturreservat i Kentucky.

Der bliver slået på glasset. Morten Rønager byder velkommen og beder folk om at tage for sig i buffeten. Ude ved det markisedækkede bord på terrassen sætter donaldisterne sig. Don Rosa sætter sig som en af de sidste.

Snakken over bordet er fåmælt og foregår primært på dansk. Faktisk er det kun få gange i løbet af middagen, at nogen snakker engelsk. Og så kommer det gerne fra Don Rosas tyske manager, Stefan Brenner, der glædeligt tager for sig af fadølsanlægget.

Det er, som om donaldisterne glemmer, at deres idol sidder lige ved siden af dem og spiser kartoffelsalat og spareribs. Det holder dem dog ikke fra flittigt at nævne hans navn, når de taler om deres yndlingshistorier.

I modsatte ende af Don Rosa sætter kokkene, der er Morten Rønagers søn og hans to venner, sig ned med hver deres tallerken, da de har puttet franske andepølser på grillen. Alle tre har været fans af Don Rosa, siden de var børn. Den ene kok, en mørkhåret mand i trediverne, fortæller, at han plejede at klippe siderne ud af Anders And-bladene og hæfte dem sammen, når han fandt en Don Rosa-historie.

”Det lyder som vulgærdonaldisme,” siger A.C., der overhører det på vej ud fra buffeten.

Der er delte meninger om begrebets betydning. Men ifølge donaldisternes hjemmeside er det det værste skældsord, en donaldist kan tage i munden, og bruges som regel om nogen, der ødelægger et blad på den ene eller anden måde.

UDE VED BORDET joker donaldisterne lidt med chilierne. Ingen tør rigtig at smage. Bortset fra Laila Jerming, der sidder og skyller munden efter en lille bid. De er meget stærke, konstaterer hun. 

Don Rosa spiser dem heller ikke, fortæller han mig tidligere i buffeten. De er alt for stærke.

”Men jeg tager alligevel én med ud, hvis der er nogen, som har lyst til at dele,” siger han.

Anden gang donaldisterne har været i buffeten, og de fleste har lagt bestikket på tallerkenen, bliver der sat et lille bord og en stol ind i spisestuen. Morten Rønager henter to hynder udenfor, så Don Rosa kan sidde behageligt. Det er blevet tid til, at han skal signere.

Da vi forlader selskabet, er der stadig ingen donaldister, der har delt en chili med Don Rosa.