Du forsvinder fra den ene dag til den anden. Enten bliver du anholdt ude i byen, eller også foregår det ved en ransagning derhjemme. Der er ikke nødvendigvis tid til at sige ordentligt farvel.

Når far bliver hentet af politiet, er det meget vigtigt, at børnene efterfølgende får at vide, hvad det er, der foregår. De skal have rum til at snakke. Det har store konsekvenser for et barns trivsel at overvære en far blive anholdt.

Mens du venter på din strafudmåling, sidder du varetægtsfængslet. Der er 40-50 arresthuse i Danmark, så du sidder formentlig relativt tæt på, hvor du bor. Medmindre du bor på Østerbro og har været voldelig til en julefrokost i Fredericia. Så sidder du dér.

Når du er varetægtsfængslet, har du ret til ét besøg af én times varighed om ugen. Eller … på papiret er det en time, men der går også tid med, at du og dine besøgende skal visiteres på vej ind og ud, igennem metaldetektor og i nogle tilfælde nøgenvisiteres, hvis en narkohund reagerer. Så det er nok nærmere 50 minutter.

Besøget er ikke under opsyn, medmindre du sidder inde i en større sag, hvor du er under mistanke for at være en del af et større setup, hvor det kan være en fordel at koordinere forklaringer. Så vil der være en betjent til stede ved alle besøg, ligesom alle dine breve vil blive gennemlæst, og du ikke vil have tilladelse til at ringe ud.

Der må komme én voksen og to børn på besøg. Allerede der er der skabt grobund for konflikt, hvis du fx selv har tre børn, og din kæreste også har et fra et tidligere forhold. Så skal I jonglere med hvilke børn, der må besøge hvornår. Det er nemmere for en voksen at behovsudsætte og langt vigtigere for et barn at vedligeholde kontakten.

Når du sidder inde, står din partner eller ekspartner pludselig tilbage med al logistik og økonomi. Havde I delebørn før, er det nu børn på fuld tid. Du mister formentlig dit job, når du bliver varetægtsfængslet, og alt det økonomiske ansvar havner i skødet på den udenfor. Det er klart, at der sker en markant nedgang i levemuligheder, når jeres to indkomster skrumper ned til én.

Hvis I reagerer, som om det er skamfuldt og skal skjules væk, så bliver det også noget, børnene internaliserer. Vær i stedet så åbne om situationen som muligt. Pædagoger og omsorgspersoner skal orienteres, så dine børn ikke føler, at de bærer det alene. I behøver ikke skrive det ud på Facebook, men dine børn skal vide, at det ikke er flovt og pinligt, at far sidder inde.

’Det er ikke din skyld’. De ord kan ikke gentages nok over for barnet. Gør I ikke det, er der risiko for, at dit barn sidder tilbage med en følelse af, at det ikke har været artigt nok.