TID TIL SORT OG HVID
En tendens, der var gennemgående i stort set alle shows, var monokrome looks. På sporty vis hos Sunnei, med reference til bikeren og i fuldt læder hos Salvatore Ferragamo, i enkle snit hos Alexander McQueen og i alt fra strik til rulam hos Dolce & Gabbana. Er du farveglad, så tøv ikke. Det monokrome fik ofte selskab af varme jordfarver eller stærke pangfarver. 

GRUNGE
Både i musikken, i håret, i materialer og i snittene var der tydelige referencer til 90’ernes grunge. Hos danske Han Kjøbenhavn gav hanekamme, afbleget hår, store kæder om halsen og læder modspil til de klassiske herresko, brede slips, jakkesæt og attachemapper. Den rå og mørke location hos Marni blev understreget af slidte kanter, vådt gardinhår, tanktoppe og selvfølgelig læder, mens Guccis ellers farverige kollektion fik modspil af tyk eyeliner, hullede knæ og farvet højt hår.

_PIZ8704_2020011134656707.jpg
FOTO: Marni

TILBAGE TIL RØDDERNE
Blot Dolce & Gabbanas set-up gjorde det umuligt ikke at få øje på deres hyldest til det traditionelle håndværk, der i dag tit er effektiviseret. I indgangen var syersker, guldsmede og skomagere i aktion, mens korte film af andre specialiseringer kørte rundt om catwalken. I selve kollektionen viste temaet sig i materialerne, der hovedsageligt bød på læder, strik, uld, fløjl og rulam, og blev samtidig understreget af remedier som værktøj, forklæder og endda et lam. Havde man stadig ikke forstået Dolce & Gabbanas hyldest, lod de også en strik med teksten ”craftmanship” gå ned af catwalken.

FOKUS PÅ MÆNDENE
Alessandro Michele fejrede sit 5-års jubilæum hos Gucci med budskabet toxic masculinity. Med sin AW20-kollektion gjorde han derfor op med stereotypen af den dominante macho mand og lod i stedet sine modeller gå ned af catwalken i kjoler, blondekraver, pasteller, blomsterprint, strømper med flæser og en chunky version af en ballerina sko. Alt dette kombineret med klassikere som blazeren, de brede bukser og uldfrakken. Alessandro slog derved et slag for, at mænd skal være mere romantiske og turde bryde med det gængse billede. Miuccia Prada havde også fokus på nutidens syn på mændene. Efter showet har chefdesigneren udtalt, at kollektionen var designet til at hylde anti-heroic masculinity og for at kaste et lys på vores generelle opfattelse af og forventning til mænd. ”

_X0R0848.jpg
FOTO: Gucci

LAD DET GLITRE
Det var heldigvis ikke kun mørkt og farveløst under modeugen i Milano. Faktisk var der fuld gang i de skinnende materialer både på tøj, i ørene, om halsen, på fingrene og om håndledet. Hos Alexander McQueen var det overalt – på tøjet i form af vilde broderinger på frakker og jakkesæt og samtidig også på fingre, om håndled og i ørene med store iøjnefaldende smykker, hvor ædelmetallerne også fik selskab af glitrende sten. Gucci lod det glitre med store similihalskæder og øreringe, brocher og lange kæder, Dolce & Gabbana havde lommeure og kors om halsen, Han Kjøbenhavn havde mægtige kæder og voluminøse øreringe og til sidst Sunnei med store chunky øreringe.