#8

OLIVER KESI
20 år, musiker.

Hvilken film, bog eller plade har inspireret dig?

”’Ready to Die’ af Notorious B.I.G. Den er lavet som en film med flashbacks, hvor man hører, hvad der sker i Biggie's liv. Der er sjæl i den plade, og man kan høre, at han virkelig vil ud med et budskab om at komme fra ingenting og blive til noget. Han er nærmest billedet på New York i 90’erne. Han er virkelig vred.”

Hvad inspirerer dig i forhold til din stil?

”Jeg er for rastløs til at se film, så jeg lytter til musik i stedet. Især den amerikanske hiphop-scene fra 90’erne fascinerer mig. Enten var folk klædt i store hiphop-T-shirts, baggy bukser og Timbaland-sko, eller også efterlignede de gangsterbosser som John Gotti med hvide hørjakkesæt og Versace-skjorter med print. Det var jo som regel fattige unge sorte rappere, som drømte om et liv i luksus. Det var banebrydende, da gangstarapperne begyndte at dyrke de dyre designermærker som Armani og Versace og begyndte at deltage i modeshows.”

Hvilket element i din garderobe har den bedste historie?

”En kortærmet vintage Christian Dior-skjorte, som jeg fik af en ven, dagen før jeg skulle optræde på Roskilde Festival. Jeg tænker altid over, hvad jeg skal have på, inden jeg går på scenen. Og her stod altså 10.000 mennesker og ventede. Jeg gik igennem hele garderoben og endte med netop den skjorte, fordi jeg følte mig mest afslappet i den og syntes, den så rigtig ud. Hver gang jeg ser den i skabet, tænker jeg tilbage på de vilde dage. Det er en af de store oplevelser i mit liv.”

Hvem synes du er Danmarks bedst klædte mand?

”Mads Emil Møller (dj og blogger på creolbrothers.com, red.). Han tænker over, hvad han har på, og forstår at kombinere elementer som fx Supreme bomberjakker, Soulland T-shirts og sneakers. Jeg ved, at han har en stor sneaker-samling, men også, at det er limited edition-sneakers, der er valgt med omhu.”

I det nye nummer af Euroman kan du se hele listen over Danmarks bedst klædte mænd 2013.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman