Hvornår føler du dig mest velklædt?

”Når jeg har jakkesæt på, for det har jeg ikke så tit. Så føler jeg mig baws. Jeg har to skræddersyede jakkesæt, det ene er klassisk sort, det andet er mørkegråt. Jeg har dem på, hvis jeg fx skal til en fin middag eller bryllup.”



Hvem synes du er Danmarks bedst klædte mand?

”Mads Emil Grove Møller (moderedaktør på Cover Man, red.) er godt klædt på. Måden, han kombinerer sit tøj på, er fed. Uanset om han går i træningsdragt eller noget mere stilet, kombinerer han tingene superfedt. Og så har han totalt styr på sko og accessories.”

LÆS MERE: Danmarks bedst klædte mand: Nr. 7 - Simon Makienok

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Solbriller. Lige nu er jeg rigtig glad for de klassiske, runde Ray-Ban. Tidligere gik jeg aldrig med runde glas, men så havde jeg dem på til en fotoskydning med Euroman, og siden har jeg gået med dem konstant. Jeg har lige købt nogle nye i USA, bl.a. et par i guld. Jeg har også lige fået et guldur. Det er ikke, fordi jeg tænker, at jeg skal spille rig, lige nu er det bare guld, der er fedt.”

Hvilken ting i din garderobe fortæller den bedste historie?

”Igen er det mine solbriller. De er blevet mit kendetegn, en del af mit brand. (På nummeret ’d.a.u.d.a’ rapper Sivas ’sort hættetrøje / solbriller på mine øjne’, red.). Folk tager hele tiden billeder af sig selv, lægger dem på Instagram og tagger mig eller #dauda. ’Sort hættetrøje, solbriller på mine øjne’, jeg hører det konstant. Solbrillerne på coveret til ’d.a.u.d.a’ er et par Superfuture, som jeg syntes var fede på det tidspunkt. Nu er jeg kun til Ray-Ban. Jeg har flere gange prøvet, at det var så fedt at optræde, at jeg bare har smidt mine solbriller ud til crowden. Bagefter har jeg selvfølgelig fortrudt det.”

LÆS MERE: Danmarks bedst klædte mand: Nr. 8 - Mew

Hvem eller hvad inspirerer dig til din stil?

”Lige nu kan jeg godt lide Kanye West. Hans visuelle univers, når han optræder, er meget gennemført og inspirerende. Han er en trendsetter, fx er hele Pyrex-stilen hans. Eller ideen med at binde en skjorte under sin trøje. Han er rigtig god til de små detaljer. Og så har han fandeme også lavet nogle blærede sko.”

LÆS MERE: Danmarks bedst klædte mand: Nr. 9 - Jan Grarup

Har du et stilmæssigt forbillede?

”Engang så jeg meget op til Frank Sinatra. Det er dog ikke den stil, jeg kører lige nu, men måske en dag, når jeg bliver ældre. Jeg ser ikke som sådan op til en enkeltperson, men der er mange i hiphop-miljøet, som er trendsættere, og som gør det godt. For 10 år siden var hiphop kun stort tøj. I dag er det meget mere fashion. Hvis du spurgte mig dengang, havde jeg sikkert syntes, at sammensmeltningen mellem musik og mode var en dårlig ting. I dag synes jeg, det er fedt.”

 Moderedaktørens kommentar:

Sivas har det sidste år slået sit navn fast på den danske rapscene, og som rapper følger også en forventning om, at han kan agere stilikon for sine tusindvis af fans. Den titel kan han med et traditionelt, men stilsikkert miks af sportselementer og high fashion roligt tage på sine skuldre.

LÆS MERE: Danmarks bedst klædte mand: Nr. 10 - Manu Sareen