Hvis du ikke allerede har kastet dig ud i selv at klippe dit eget hår, er dine lokker nok noget længere, end de plejer, men skal du følge sommerens frisuretendenser, er det faktisk ikke så ringe endda.

Vi har talt med to frisører, der har hjulpet os med at kigge i krystalkuglen og se på, hvordan håret skal sidde, når temperaturerne (forhåbentlig) bliver lidt varmere, og sommeren er over os.

“Vi har haft travlt, siden vi genåbnede, og der er kommet mange skæve klipninger ind. Det ligner, at de har haft hovedet nede i en blender. Men der er også en del, der kommer ind med en bjørneskindshue på hovedet. De fleste er glade for, at de har fået lidt længde på håret, for det kan være en pukkel at komme over,” siger Morten Andreasen, der arbejder hos frisørsalonen Rodeo i København K.

Mark Martens-Anderson, der er stifter og kreativ direktør hos salonen Creademic i København, kan også se tendensen med lidt mere længde på håret som følge af nedlukningen.