Milanos polerede overflade er skrabet af. 16 stop fra den turistede og smukke Duomo har Milanos sporvogne ført mig til mændene bag Han Kjøbenhavn. Jernbaneskinner, tomme containere og gamle lastbiler står udenfor det rå lokale, hvor Jannik Wikkelsø Davidsen og Daniel Hummel går roligt rundt, da jeg møder dem nogle timer før deres første show i Milano.

Ved første øjekast er de et noget umage par. Jannik er dækket af tatoveringer fra top til tå. De er dog gemt væk bag huen og hætten, bag den mørkeblå carcoat, de farvede træningsbukser og hvide sneakers. Daniel er klædt enkelt i sort jakke, sorte bukser og sorte sko.