Hvordan kombinerer man bedst klassisk herretøj med mere afslappede genstande? Michaell Hill fra Drake’s giver dig svaret her scroll-down

Hvordan kombinerer man bedst klassisk herretøj med mere afslappede genstande? Michael Hill fra Drake’s giver dig svaret her

Michael Hill er medejer og kreativ direktør hos det engelske tøjbrand Drake’s, der har tur i den for tiden med butikker i herretøjsmekkaer som Seoul, New York og på Londons Savile Row. Ja, selveste James Bond bar deres ruskindsstøvler i seriens seneste film ’No Time to Die’. I starten af september kunne de slå dørene op til en ny, midlertidig butik – og det i Danmark. Vi fangede Michael Hill på dagen for åbningen for at høre, hvad han havde iklædt sig til den store dag.

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Kenneth P. Nissen. Billedbehandling: Anders Bach Petersen
Mode Euroman

”Jeg elsker at tilføje forskellige teksturer til mit outfit for at skabe noget spil. En masse af de ting, jeg iklæder mig, er enten nogle nye samples, noget meget gammelt fra vores arkiver eller vintage-tøj, vi er inspireret af til nye designs, som vi arbejder på. Men i sidste ende handler det hele om stoffet, vævningen og møllen, det er lavet hos; det er afgørende for kvaliteten af det endelige stykke tøj. Derfor er Drake’s mest af alt en hyldest af gode metervarer. Det er det, det hele handler om.”

Jakke
”Det er vores ’Games-blazer mk. 4’ lavet på et miks af silke og hør, som er vævet ved en fantastisk mølle i Toscana. Den har guldknapper med det originale Drake’s-våbenskjold på, der er produceret i Birmingham. Hele idéen bag kommer fra Michael Drake, stifter af Drake’s, som godt kunne lide at få lavet håndsyede jakkesæt i Napoli, hvilket skilte sig meget ud fra Savile Row-jakkesættet.

Det er den afslappede grundtanke og tilgang til jakkesættet, som vi har arbejdet videre med i denne her jakke og hos Drake’s generelt. Den er unconstructed, uforet, nem og komfortabel, og det er meningen, at man skal kunne rulle den sammen og smide den i kufferten. Vi laver stadigvæk vores mere klassiske jakkesæt, men Games-linjen var første gang, at vi gik en mere casual vej, og det koncept har vist sig at være et hit blandt vores kunder.”

Skjorte
”Lige efter, at Mark Cho og jeg tog over i 2010, overtog vi en af de sidste skjortemagere i Somerset i det sydlige England, og siden da har vi lavet vores egne skjorter. Brandet har altid produceret slips og andre accessoires selv, så for os gav det mening også at lave vores egne skjorter, og det vist sig at være en virkelig positiv og sjov forretningsmulighed.

Vi udviklede en button down-model, der lægger sig lidt imellem to forskellige stilretninger: ivy-stilen fra USA og de mere europæiske typer af skjorter fra Frankrig og Italien. Når man laver noget og ikke bare designer det, så forstår man produktet på en anden måde. Man kommer det nærmere, og i sidste ende bliver det bedre.”

Slips
”Det strikkede slips har altid været mit go to. Når man rejser, handler det om at have noget alsidigt tøj med, og et strikket slips går godt til rigtig meget. Det er mere afslappet end mange andre typer af slips, og så tilføjer det noget tekstur til ens outfit. Jeg ved ikke, hvorfor jeg putter det ned i buksen – det er vel en form for quirk eller whatever.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Jakkesæt, Herretøj og Herremode