soundLyt til artiklen med Euroman
play

Klik her for at læse mere.

00:00 |

Det kan godt være, at både italiensk fodbold og økonomi har kendt bedre dage, men det er stadig svært at slå italienerne i stil og håndsyet kvalitet på deres gode dage. Og det er netop én af de rigtig gode dage, som det genopståede brand NR Ennerre rammer nu – igen. Efter 30 års glemsel. Ikke mange fodboldtrøjer i historien overgår i design og stil Serie A-klubbernes fra 1980’erne og 1990’erne, som samtidig falder sammen med italiensk klubfodbolds guldalder. Dengang italienerne, godt hjulpet på vej af resten af verdens største stjerner, både kunne vinde trofæer og se godt ud på samme tid. En tid, hvor det stadig var større og vigtigere for italienske hold at vinde det nationale mesterskab Scudetto’en end at vinde i Europa, men hvor Juventus, AC Milan, Napoli, Inter, Roma og Sampdoria med flere tog de europæiske finaler på skift, bare fordi de kunne. Italienske mærker som Kappa, Fila, Diadora og Lotto blev kendt for at levere de lækre trøjer til at se godt ud i – fare bella figura, som er det første bud i den uofficielle italienske grundlov.

Men NR, et indtil for nylig glemt brand, var før og større end de fleste og stod bag nogle af de smukkeste og mest ikoniske trøjer i fodboldhistorien. Den tidligere Serie A-spiller Nicola Raccuglia havde skabt sit eget sportsmærke op gennem 1970’erne, som han kaldte Ennerre. Logoet NR var to grønne bogstaver omkranset af hvid og sort kant, og det satte sig tungt på brystet af spillere fra fx AC Milan, Napoli, Lazio, Sampdoria, Fiorentina og Roma.