Det er tiden, hvor der kigges frem og tilbage og skåles og produceres lister. Og nu har Highsnobiety-stifter David Fischer så publiceret sin liste over årets 10 bedste sneakers. Fischer og hans kolleger bliver hvert år præsenteret for hundredvis af forskellige nye sko, men, som han siger, holder han sig ”generelt til klassikerne.”

Det er måske derfor, at en af hans favoritter i år er Wood Woods udgave af Asics Gel-DS Trainer, en sko, som Asics i år hev frem fra ’90’er-arkiverne.

”Generelt går jeg ikke meget i Asics, men valget af modellen og den utrolige farvekombination gjorde virkelig indtryk på mig. De subtile beige nuancer i forskellige materialer, med de usædvanlige strejf af sennep og de metalliske øskner, gør den her sko til noget helt særligt,” begrunder Fischer valget.

Et andet dansk tøjfirma er også repræsenteret i udvalget, nemlig Norse, der i år lancerede et samarbejde med Adidas om skoen Terrex Agravic, der har Gore-Tex-membran og et design inspireret af geologiske lag, som man kan se dem på Møn eller Fur.

”Kombinationen af outdoor-sko, Boost-sål og smuk farvelægning fik mig på krogen. På en regnvejrsdag var den mit foretrukne valg, der holdt mig tør og så godt ud,” skriver Fischer.

Du kan se resten af Highsnobiety-stifterens 2017-favoritter her.

LÆS OGSÅ: Her er de 11 ting vi ville gå med i 2017