I morgen præsenterer den danske designer Henrik Vibskov sin nye forårs-sommerkollektion 2017, når han afholder modeshow i Slagtehusgade ved Kødbyen.

Designeren, der er bredt anerkendt i udlandet og blandt andet afholder modeshow i Paris, er kendt for at lave opsigtvækkende modeshows, der tidligere har haft medvirken af dansere i et vandbassin. I år vil hele sceneriet give associationer til en slagterhal.

”Kollektionen er en kommentar til den vestlige verdens feinschmeckeri indenfor mad, hvor jeg synes, det nogle gange bliver vulgært luksus, mens der samtidigt er mennesker, som sulter. Jeg bruger den 3-stjernede salami, der tidligere var en stor eksportvarer for Danmark til en ironisk kommentar til vores kødforbrug,” siger Henrik Vibskov.

Her har den 3-stjerende salami fået plads på maven af en af kollektionens sweatshirts.

Til onsdagens modeshow vil der rundt om catwalken stå slagtere og ordne kød, og rundt i rummet vil der hænge stofpølser, mens modellerne viser det nye tøj frem. Inden det hele går i gang vil gæsterne få serveret gourmetpølse fra Slagteren i Holdbæk, som Henrik Vibskov har fået lavet specielt til lejligheden.

”Mit show og kollektion er også en kommentar til, om vi overhovedet vil spise kød om 50 år, både i et miljømæssigt perspektiv og i forhold til de mange vegetarrestauranter, som man ser blomstre op lige nu - især i Paris,” siger Henrik Vibskov og fortsætter:

”Jeg ønsker også at sætte fokus på måden, vi forbruger på i vores verden, hvor nogle mennesker går rundt i dyre mærkevarer, mens der andre steder er folk, som går rundt uden tøj på.”

Den nye forår/sommer-kollektion til næste år blev tidligere på sommeren vist frem under modeugen i Paris. 

Med et pølsefyldt show vil den danske designer sætte disse problemstillinger under debat, uden at han selv har svaret eller ønsker at konkluderer på, hvad der er rigtigt og forkert.

Udover det tydelige kødtema er kollektionen meget inspireret af Asien og deres kamsport- og madkultur, hvor kimonoer, forklæder og kampdragte har været inspirator til det meste af tøjet.

På opslagstavlen i Henrik Vibskovs kontor på Papirøen er de i gang med at lave rækkefølgen til onsdagens show.

Henrik Vibskov og resten af designholdet har blandt andet brugt bånd fra judodragter og bælter fra karate til at sætte langs kanterne på skjorter og kimonoer, mens flere af skjorterne er direkte inspireret af asiatiske kokkes forklæder.

Asien er blandt de tre største markeder for Henrik Vibskov (USA og Italien de to andre, red.), derfor er det også vigtigt for ham at kigge den vej for at finde inspiration og holde lidt øje med, hvad der sker derude.

”Asien er vildt spændende. Asiaterne er mere vovede end skandinaviere  og skaber mange tendenser i øjeblikket. Samtidigt er der nogle spændende kinesiske og koreanske designere, som er enormt dygtige til farver, og snart overhaler de os andre.”

Selvom Henrik Vibskov altid har været glad for farver, har han i denne kollektion skåret lidt af det vilde væk. Kollektionen er blevet mere afdæmpet og endda lidt mere kommerciel.

”Jeg er blevet jo trods alt blevet ældre. Men der er stadig en masse farver og print, som ikke er særlig skandinavisk.”

Her kan du se mere til den nye Henrik Vibskov kollektion, der bliver vist frem i morgen kl. 21 og som vil nå butikkerne til næste forår.

LÆS OGSÅ: Le Fix redesigner klassiker og ny sporty sko for Clarks

LÆS OGSÅ: Det hitter i sommerlandet: Her er de danske mænds foretrukne sommerstil

LÆS OGSÅ: Sæt kulør på sommeren: 14 printede skjorter