Det her er det nærmeste, vi kommer på en topmodel fra Citroën scroll-down

Det her er det nærmeste, vi kommer på en topmodel fra Citroën

C5 X er det nærmeste Citroën har været på en karakterfuld topmodel i årevis, men er den markant nok til at trække de frankofile kunder hjem, og er den god nok til at lokke andre kunder væk fra klassens favoritter? Christian Grau giver dig svaret.

Af Christian Grau
Foto: PR
Motor Euroman

Find 10 Citroën-fans, og spørg dem, hvad det er, de elsker ved mærket. Ingen af dem vil nævne en model fra dette årtusinde.

Mange af dem vil sige DS, 2CV, CX og SM. Skøre, kreative og innovative biler med karakter.

Oldgamle biler, der blev fulgt godt op af populære modeller som XM og Xantia fra 90’erne og retfærdigvis den knap så populære C6 fra 2006.

Set med frankofile øjne er det kun gået ned ad bakke, og den sørgeligste af alle Citroën’er har været C5.

Lanceret i 2000 som en slags fransk Mondeo – hvilket i sig selv er en sørgelig ambition at have, men da skulle Citroën for alvor ind i firmabilklassen, og det kom de med den kedeligste model nogensinde.

C5-navnet afgik til ingens ærgrelse ved en ubemærket død i 2018, men nu er navnet genopstået som C5 X. En slags topmodel, hvor X står for cross og refererer til nogle plastik-skærmkanter, der ikke som sådan kalder på offroad-kørsel, men nærmere er endnu et krydderi i et design, der i det hele taget er lidt af en gryderet.

Det er ikke en sedan, det er ikke en SUV, og det er heldigvis heller ikke en coupe-SUV.

Det er nærmere en stor hatchback á la GS, CX og Xantia.

Flot fra nogle vinkler og bare anderledes fra andre – kort sagt: Den er mere Citroën’sk end sine forfærdelige forgængere.

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler og Citroen