Med livsstilsbilen C4 Cactus tager Citroën et stort skridt væk fra det ordinære og ind i det originale, kreative og innovative. Resultatet er en bil som nogen vil elske og andre stikke sig på – det er helt fint med franskmændene fortæller Christian Grau fra præsentationen i Paris.

Det er næsten tilbage til fremtiden. For i gamle dage lavede Citroën markante biler. Biler, der var inspireret af avantgardismen, fremtidsfascinationen og glæden ved livet. Hvem husker ikke den futuristiske DS, den skulpturelle Ami eller de livsglade minimalister 2CV og Mehari. Det var biler, der delte vandene, men det var umuligt at være ligeglad.


Citroën Ami.

Så kom firserne, halvfemserne og globaliseringen. Citroen drømte om volume, og for at øge salget blev bilerne mere og mere almindelige. Dermed mistede mærket sit særkende og det er farligt, når man sælger noget så personligt som biler. Derfor vender Citroen nu bøtten, hælder rutinerne ud og starter forfra. Glemmer alt om ”plejer” og siger i stedet, hvad kunne være fedt? Resultatet bliver biler, der er mere demokratiske og mere simple, mindre macho og mindre stressede.


En Cactus er plantet

Første eksempel på samlebåndet er C4 Cactus. At se på er det en easy going, lidt strandkantsinspireret crossover, der blandet firehjulstrækkerens friluftsudstråling med dagligstuens bekvemmelighed og funktionel minimalisme. Vi talte med et par af de ansvarlige designere Alexandre Malval og Frèdèric Duvernier og de fortalte at designet er mere inspireret af ting end af andre biler. Ting som Arne Jacobsens Ægget, Leicas kameraer og Apples telefoner.

Vi måtte dele Malval med en gruppe andre journalister, og hans svar var meget forsigtige. Duvernier fangede vi på tomandshånd, og måske derfor dristigede han sig til at afsløre, at han i sit arbejde med eksteriøret havde kigget på grafisk design og ”grafiske” dyr som spækhuggere, pingviner og såmænd hans egen kat.


Citroëns designer Frèdèric Duvernier har fundet inspiration i sin egen kat.

Ser man bilen i sort og hvid, forstår man hvorfor. Og bedst som man forstår en fransk designer, er det, at han fortæller, at mønsteret på hans kat i øvrigt har en slående lighed med Grace Jones' silhuet fra det berømte cover til Island Life-albummet. Her var det, vi diskret spurgte, hvad han havde røget – og om der var mere – men kig på tegningen ovenfor, og du vil (måske) give ham ret.
 
Nytænkning igen

Under alle omstændigheder har Citroën igen tegnet en bil, der ikke vil ligne andre biler. Hverken i ånd eller legme. Fx er den stået af machoræset og fås kun med små motorer. Den byder sig heller ikke til med en masse knapper. Tværtimod. Instrumenteringen består af et digitalt speedometer, et automatgear med tre knapper (D,R og N) og en stor skærm med syv knapper under.

 

Nemt, simpelt og afslappet som en dagligstue. Et indtryk, der forstærkes af forsæderne, der er sat sammen som en bænk. Der er stadig kun to pladser, men det ser hyggeligt ud, og man sidder som derhjemme i en sofa, med en skærm foran sig.

En anden social detalje er at instrumentbordet er sænket for at skabe mere rum, mens passagerairbaggen er monteret i loftet, så du får mere aflægningsplads. Der er et regulært handskerum, der åbnes med spænder inspireret af en kuffert.

 

På samme måde ligner dørgrebene noget fra en rejsetaske, og det giver et eksklusivt præg – sjovt som man forventer den slags lækkerier på en trolley til 2.400, men ikke på en bil til 240.000.

En anden detalje – og bilens største gimmick – er de såkaldte airbumbs på siden af bilen. En slags airbags i plast, som giver bilen et grafisk look og beskytter den mod buler og småridser. Igen for at gøre det mere afslappet at eje bilen – den får lidt tæsk, men den kan holde til det.



Motormæssigt er franskmændene endnu sparsomme med oplysningerne, men det ligger fast, at Cactus udelukkende produceres med små moderne motorer. En diesel der blot udleder 82 g/km Co2 og en benzinmotor, der også ligger under 100 g/km. Blandt andet takket være brug af lette materialer som plast, aluminium og højstyrkestål. I alt vejer Cactus 200 kilo mindre en søsterbilen C4 Picasso, og egenvægten ligger under et ton.

  

Andre nye ideer er et nyt salgskoncept, hvor du kan nøjes med at betale for de kilometer, du kører. Om det også overlever importen til Danmark er tvivlsomt, men sikkert er det, at bilen får danske nummerplader på engang i sensommeren eller det tidlige efterår. Vi glæder os.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman