Plan B er vigtig

Som McLaren-kører måtte Kevin Magnussen i både 2014 og 15 langt ind i vinteren, inden han fik sin fremtid på plads – og der var aldrig en Plan B at falde tilbage på. I år skulle han hen midt i november, inden det blev klart, at Renault ikke var et realistisk bud på et langsigtet samarbejde.

Men nu havde han en effektiv plan B i baglommen: Få dage efter at have afslået Renault halvhjertede forslag om en kontrakt for 2017, skrev han under på en toårig aftale med det amerikanske Haas-team.

Baglandet skal være i orden

Det flotte arbejde med Haas-kontrakten skyldtes i høj grad et bagland, der var langt mere professionelt end tidligere. I 2014 var der sjældent nogen i Magnussens ringhjørne i grandprix-weekenderne.

I år var træner Thomas Jørgen (t.h) med til alle løb, og personlig assistent Jesper Carlsen (t.v.) forstærkede dygtigt baglandet i anden halvdel af sæsonen. Læg dertil Bestseller-ejer Anders Holch-Povlsen som en effektiv rådgiver, og det er tydeligt, at K-Mag for første gang i karrieren har den rigtige back-up.

Eau Rouge er ikke altid 'flat-out'

Kevin Magnussen fortalte under træningen til Belgien Grand Prix, at det berømte/berygtede Eau Rouge sving som regel er ’flat-out’ i en moderne F1-racer. ”I tørvejr er det kun med fyldte tanke, eller når man ligger lige bag en anden bil, man – måske – skal lette på gassen,” sagde han.

Sjette omgang viste sig at være et af disse ’måske’-momenter: Danskeren lå lige bag teamkammerat Jolyon Palmer, da han mistede herredømmet over Renault´en med over 300 km/t. Det blev årets voldsomste F1-crash, som K-Mag var heldig at slippe omtrent uskadt fra.

Man skal aldrig undervurdere sin teamkammerat

Jolyon Palmer lignede i starten af sæsonen en overkommelig teamkammerat, og Magnussen kørte da også effektivt fra englænderen i første halvdel af sæsonen.

Danskeren var så overlegen, at Renault-ledelsen nærmest opgav Palmer, men efter sommerferien vendte englænderen stærkt tilbage. Alle – inklusiv Kevin Magnussen, danske F1-journalister og Renault-ledelsen – måtte sande, at Jolyon Palmer var en langt bedre Formel 1-kører end forventet.

At surfing er sjovt. Og samba

Renault-ingeniørerne hang i bremsen med udvikling af teamets R.S.16-model, der blev opgivet allerede midt på foråret. Til gengæld sprudlede PR-afdelingen med nye tiltag: Op til sæsonstarten i Australien blev K-Mag og teamkammerat Jolyon Palmer sendt ud på et kæmpe surfbræt – sammen med F1-raceren.

Og op til Brasiliens Grand Prix kom han på samba-skole i Sao Paolo. Racer-kollega Casper Elgaard vandt i 2009 ’Vild med dans’ – K-Mag når næppe lige så langt…