Christian Geo Heltboe er født i 1975. Har læst dansk og engelsk på universitet, men debuterede undervejs som stand-up komiker i 1996. Siden har han medvirket i et utal af tv-programmer, lavet flere one man shows og udgivet to bøger om sin kræftsygdom. Udnævnt til kulturambassadør af Aalborg Kommune. Her er hans auto-cv. 

1979 Zastava, rød
Barndom

Jeg er vokset op i en Zastava. Mine forældre er skilt, min mor var enlig og på et stramt budget, men vi havde brug for en bil, og så var der kun to at vælge mellem, Skoda og Zastava.

Hun valgte sidstnævnte og købte den som ny for 32.000 kroner tilbage i ’79. På den ene side var det skønt at få bil, og på den anden side var den lidt flov i det. Der blev talt meget om den i min klasse – hvor hurtigt den kunne køre ned ad bakke og i medvind.

Men den var virkelig også langsom, og jeg tror ikke, vi overhalede nogen i de femten år, vi havde den. Til gengæld begyndte jeg meget tidligt at udbedre rust på den – bore rusten ud, fylde hullet op med sådan et net af en art og spartle ud bagefter. Det var usædvanligt arbejde for et barn, men på det tidspunkt drømte jeg om at blive mekaniker, så jeg kunne reparere min mors bil.

1988 Plymouth Minivan, hvid med falske ­træpaneler
Læser engelsk i USA

Jeg er næsten cand.mag. i dansk og engelsk. Jeg mangler 37 sider, for at være helt nøjagtig. En del af studiet tog jeg i Albuquerque, USA. Det er der, de har optaget ’Breaking Bad’, og det var præcis sådan der var.

Efter otte måneder brugte jeg fire måneder på at køre USA tyndt med min daværende kæreste. Så jeg købte den her Plymouth Minivan, som vi kunne bo i, og som i mine øjne var meget rock’n’roll.

Sådan så amerikanerne bare ikke på det. For dem er den sådan en slags Berlingo. Så hver gang der kom en rigtig soccer mom mod os med tre snotunger bagi, vinkede hele flokken til os. Min kæreste blev faktisk skruk af at køre i den, men vi havde en fantastisk tur, som endte i Brooklyn, hvor jeg solgte bilen til en af de mange brugtvognsforhandlere, som lå der dengang. Det var før, hipsterne rykkede ind.

1996 Mercedes-Benz E230, stationcar på gule plader, koksgrå
Stand up-komiker og medvirkende i diverse tv-programmer

I en lang årrække lejer jeg bil hos 'Lej et Lig' og bygger min stand-up karriere op. I 2005 har jeg fået så travlt, at jeg må have mig en bil. Det bliver en rigtig grønthandler-Mercedes, en E230 stationcar. Den var på gule plader og havde et enormt bagagerum, hvor jeg bare kastede tomme flasker og slikpapir om, når jeg var på landevejen. Da jeg tre år senere syntes, at nu fortjente jeg en rigtig bil, fyldte jeg to sorte sække med skrald og skiftede til en Alfa.

1998 Alfa Romeo 156, sort
Stand up-komiker, forfatter og medvirkende i diverse tv-programmer

Så kommer vi til min første rigtige bil. Sådan føles det i hvert fald. En lækker Alfa 156’er, to-liters motor og super lækre køreegenskaber. Den var jeg glad for, faktisk så glad, at den kostede mig kørekortet.

En aften på vej fra Odense til Aalborg tænker jeg, nu skal den bare have, og så kører jeg med 200 km/t gennem natten. På et tidspunkt overhaler jeg en lastbil, og foran den ligger en civil politibil. Klokken 01.32 mister jeg kørekortet.

Men det værste var næsten, at han kunne indhente mig i den der Skoda, han kørte i. Da jeg skal generhverve kortet, er jeg så flov, at jeg har taget hue og solbriller på til teoriprøven for ikke at blive genkendt. Så sidder vi der en hel flok med mig bagerst i lokalet, da læreren kommer ind. Han begynder så med at sige: ’Før vi går i gang, vil jeg gerne se Christian Geo Heltboe heroppe. Det var pinligt. Men jeg fik kortet.

Jeg elskede den Alfa, men den var også dyr. Det sidste år, jeg havde den, brugte jeg 100.000 kroner på værksted, så den måtte ud. Samtidig havde jeg fået konstateret kræft for anden gang og var indstillet på at klare den uden bil. Man tænker, at man bare kan tage en taxa for alle de penge, man sparer, men når man så står i det, gider man alligevel ikke spendere 1.000 kroner på en vogn for at komme i sommerhus.

Desuden var jeg i kemo og meget hårdt ramt i lange perioder, så når jeg en sjælden gang i mellem var frisk, skulle det altså ikke være fraværet af en bil, der afholdt os fra at hygge os. Derfor gik jeg på jagt efter en gammel Mercedes og fandt den her flotte coupé, som jeg stadig har. Den kostede 23.000 kroner. Det var en drøm med sådan en, og nu har vi været i så meget igennem sammen, at jeg aldrig skiller mig af med den.

Volkswagen CC, sølvmetal
Stand up-komiker, forfatter og medvirkende i diverse tv-programmer

I 2013 leaser min daværende kone en Volkswagen CC, og det er noget af det vildeste, jeg har kørt i. Eller ikke vild, måske, men enormt lækker med fantastisk motorkraft og en masse udstyr. Virkelig en dejlig bil, men også dyr selvfølgelig.

Audi A3, sort
Stand up-komiker, forfatter og medvirkende i diverse tv-programmer

Efter CC’eren leasede jeg en Audi A3. Også en fin bil og funktionelt den perfekte kontrast til Alfa’en og Mercedes’en. Men strengt taget også ­dødkedelig.

2014 Fiat 500, sort.

Stand up-komiker, forfatter og medvirkende i diverse tv-programmer

Så bliver jeg skilt og tænker, nu må jeg have mig en lille billig bil. Først har jeg kig på en Audi A1, men på en eller anden måde falder jeg ikke for den. Eller den minder mig faktisk om en Fiat 500, og så tænker jeg, o.k., hvis det alligevel skal være den stil, hvorfor så ikke lige prøve Fiat’en også.

Så det gjorde jeg, og så faldt jeg sgu for den. Altså, det er en perfekt bybil, nem at parkere, lækker indeni og faktisk også velkørende. Nogle synes måske, det er en pigepil, men jeg er jo praktisk taget også kastreret, så det passer måske meget godt.

LÆS OGSÅ: Se Nikolaj Stokholms biler gennem karrieren

LÆS OGSÅ: Auto-CV: Her er Lars Jacobsens biler gennem tiden

LÆS OGSÅ: Livet er cabriolet: Christian Grau har testet 6 åbne biler