Silverstone, hvor det britiske Formel 1-grandprix køres i weekenden, er kendt for kugleskøre baneløbere. Her er eksempler på hvad Kevin Magnussen og co. kan komme ud for i det britiske grandprix.

BRANDERT MED 300 KM/T


Det britiske grandprix køres traditionelt i juli, hvor Premier League ligger stille. Små-fordrukne semi-hooligans tager ofte til Silverstone for at holde formen ved lige, og i 1998 dukkede en af dem op på gridden få minutter inden starten. Splitternøgen, naturligvis – bortset fra et fan-flag fra Jordan-teamet. En rugby-tackling fra en af banens sikkerhedsfolk afsluttede brat baneløberens 30 sekunders berømmelse.

FRIKIRKE-PRÆST INVADERER BANEN


Under det britiske grandprix 2003 rendte den engelske frikirke præst Neil Horan pludselig rundt på Hangar-langsiden, hvor bilerne runder 300 km/t. Det blev aldrig helt klart, hvad den lettere forvirrede Horan ville opnå, men han viftede med et skilt, der antydede, at jordens undergang var nært forestående. Horan, der nærmest mirakuløst ikke blev ramt af Michael Schumacher og co., blev efterfølgende fængslet. Han nåede at blive løsladt inden OL 2004 i Athen (billedet herover) – hvor han syv kilometer inden mål trådte ind på maraton-strækningen, og skubbede den førende Vanerlei de Lima omkuld. Brasilianeren mistede både tid og fokus, og sluttede kun på tredjepladsen. Horan blev igen fængslet, men blev i 2009 endnu en gang berømt/berygtet. Nu med en danseopvisning i TV-showet ’Britain´s Got Talent’.

JOURNALIST I NØGEN-LØB


McLaren startede 2004 skidt, og den skotske journalist Bob McKenzie fra Daily Express skrev i sin avis, at han ville løbe Silverstone rundt splitternøgen, hvis teamet vandt et grandprix i løbet af sæsonen. Da Kimi Raikkonen sidst på året overraskende vandt i Belgien, var McLaren-boss Ron Dennis ikke sen til at minde McKenzie om hans løfte. To timer inden det britiske grandprix 2005 vinkede Dennis journalisten – med skotsk våbentaske til at dække dolken – i gang med nøgen-løbet foran McLaren-mekanikerne. Og mere end 100.000 tilskuere…

LÆS OGSÅ: Er Kevin Magnussen den danske Ibrahimovic?

LÆS OGSÅ: Se Peter Falktoft og Esben Bjerre nøgenbade med Mads Nørgaard

LÆS OGSÅ: Se Formel 1-kørernes private biler