På det alleryderste af det nordvestlige Lolland voksede kunstneren John Kørner op. Hans forældre drev en kro, hvor den ikke fik for lidt, mens den unge Kørner kreerede lidt af hvert og dagdrømte om kunstens vej.

Der skulle dog et USA-ophold og en tømreruddannelse til, før Kørner for alvor fik sat sejlene ind på kunstnergerningen. Nu står udstillinger på steder som Tate i London, Palais De Tokyo i Paris og danske Louisiana og Aros på cv’et.

I det nye afsnit af Sidelæns fortæller John Kørner om vejen dertil: Fra tiden i Onsevig, om et job som roadie for Master Fatman og om fordele og ulemper ved at rage over to meter op i luften.

For to år siden indtrådte John Kørner desuden som bestyrelsesformand for Charlottenborg Fonden, der hvert år tilvejebringer den historiske Forårsudstilling. Den er netop nu og frem til den 13. marts at finde i Kunsthal Charlottenborg.

Lyt til afsnittet øverst i artiklen her – eller der, hvor du ellers finder dine podcasts.

 

EUROMAN-Sidelæns-2.jpg