Sponsoreret af HelloFresh

Du skal på date med din kæreste. Børnene er passet, din udkårne ligner en million og du har skaffet et godt bord på en god restaurant. Der er kun et problem: Din anden forelskelse – din fodboldklub, som du har fulgt i årevis gennem tykt og tyndt – spiller kamp på samme tid.

Løsningen ligger lige for. Og det er netop det, der er omdrejningspunktet i et spørgsmål i Euromans podcast ’Arbejdstitel’, hvor den faste lytter Asbjørn gerne vil have svar på følgende: Er det overvurderet eller undervurderet at se en kamp på telefonen, når man er på restaurant med sin kæreste? Med spørgsmålet forstås også, at kæresten er indforstået med setuppet, og at de andre borde i princippet også kan se med.

Vært Oliver Enné lægger fra land:

”Hvis ens kæreste er med på det, så synes jeg, det er meget cool.”

Medvært Kristoffer Dahy Ernst uddyber afsættet for Asbjørns spørgsmål. Han fortæller, at han modtog spørgsmålet fredag aften, da tenniskometen Holger Rune spillede mod Novak Djokovic i Paris Masters.

Oliver fortsætter med at filosofere over, hvorfor vi egentlig går så meget op i sport.

”Jeg har en indre konflikt, når det kommer til sport. For sport er noget, der på alle tænkelige måder er irrelevant for mig. Hvem Holger Rune spiller mod i Monaco på en tirsdag aften har ingen indflydelse på mit liv. Men alligevel er man jo nysgerrig på det, ikke? Man kan også have et fodboldhold i England, man overhovedet ikke har noget forhold til, og alligevel kan man stadig være i dårligt humør over at de taber. Det giver jo ingen mening.”

Kristoffer filosoferer med:

”Der er mange mennesker, der er følelsesmæssigt investerede i noget, som de lader sig påvirke af i en sådan grad, at det kan ødelægge deres dag.”

”Det er jo fjollet at bruge en aften på at sidde og se en fodboldkamp med spillere, der underpræsterer, selvom de tjener 10 gange din årsløn på en enkelt dag. Alligevel er jeg splittet, for med det sagt kan sport jo noget fantastisk. Du kan stå på en bar i Bilbao omringet af andre mænd og kramme, fordi en fodboldklub har scoret et mål. Det er jo enormt fjollet, men det er også enormt smukt,” siger Oliver. Og nærmer sig et svar:

”Hvis ens kæreste er indforstået med, at det er sjovt, så er det også lidt fedt. Det er også fedt at sige ’vi går lige ud og spiser, men jeg skal bare lige holde øje med kampen.’”

Og så kommer konklusionen:

”Jeg synes sgu, det er undervurderet at gå så meget op i det, at man ikke kan slippe det. Man er nødt til at anerkende sport for det, det kan. Og det kan sådan noget.”

Hermed oplyst. Det er undervurderet at tage sin telefon med på restaurant, så du kan se sport på den. Vi vil dog gerne opfordre til, at den under alle omstændigheder forbliver lydløs.

Det nye afsnit ’Arbejdstitel: Om at arbejde’ er ude på alle relevante podcastplatforme nu. Lyt der, hvor du normalt hører podcasts.

Dette afsnit af Arbejdstitel er bragt i samarbejde med HelloFresh. Brug koden arbejdstitel23 til at få 1.199 kr. i rabat på dine fem næste måltidskasser.