Alle har mere eller mindre irrationelle krav og forventninger til julemaden. Anden skal være helt perfekt, eller den skal brændes på, hvis det er sådan, mormor plejede at lave den. Hvis ikke det hele er, som det har været alle årene, kan det ødelægge selv de bedste familier og være traumatiserende for de mindste. Men sådan behøver det slet ikke være.

Selv om alene tanken kan give selv erfarne kokke sved på panden, så er julemad faktisk ret simpelt at lave. Det forklarer kok Bo Jacobsen i denne første episode af Gastros nye podcast, hvor Gastros chefredaktør, Jesper Uhrup, er vært. Bo Jacobsen har med sin kone Lisbeth haft Restaurationen siden 1991, hvor de specialiserer sig i dansk mad.

”Julemad er ikke vanskelig mad. I dag er der den opfattelse, at fordi det tager lang tid er det lig med problemer, men det behøver det ikke. Det kan godt være en and skal have lang tid i ovnen, men i mellemtiden kan du godt slappe af. Det meste ved julemaden kan klares dagen før,” fortæller Bo Jacobsen.

Du kan høre hele podcasten her og slippe for julestress.