30 år efter Murens fald, det der skulle blive begyndelsen på Sovjetunionens sammenbrud og Tysklands genforening året efter, kan det være passende at gøre, som tyskerne selv gør lige nu – retter fokus mod øst.

”For første gang siden 1989 er der flere tyskere, der flytter fra vest til øst end fra øst til vest,” siger Tyskland-ekspert Lykke Friis.

”Det har med den her fornemmelse af ’ostalgi’ at gøre. Fornemmelsen af, at i øst er der mere ro, flere grønne områder og også plads til, at børn kan udfolde sig på en anden måde. Tempoet er simpelthen et andet.”

Lykke Friis elsker Berlin, hvor hun har boet som tidligere korrespondent for Berlingske. Men, siger hun, hvis man vil opleve noget markant anderledes, noget autencitet, kultur og historie uden nødvendigvis at dele det med alle andre, så er hendes anbefaling, at man skal søge mod enten Leipzig eller Dresden.

 ”Der er en forskel på stemningen i øst og vest. Folk vender bevidst tilbage for at være med til at give deres gamle heimat nyt schwung. Der er sådan en entreprenørånd: ’Nu skal vi tilbage!’ Mange projekter er i gang – spændende restauranter, startup-miljøer, teatre,” siger hun.

Lykke Friis mener, at man bare bør tage toget fra Berlin til Leipzig eller Dresden (eller begge byer) og sørge for at få det hele med: Museerne, restauranterne, teatrene, caféerne og de guidede tours. Rådet er hermed givet videre.

Lykke Friis’ favoritter i Østtyskland

  1. ”I Dresden er julemarkedet helt, helt fantastisk og kæmpe stort. Det går flere århundreder tilbage – i år afholder de marked nummer 585. Der er ikke sådan noget masseproduceret julepynt, som du eksempelvis finder i Hamborg. Her er der faktisk nogen, der har siddet og håndsnittet pynten i træ.”
    Dresdner Striezelmarkt fra 27. november-24. december, Altmarkt-pladsen, Dresden.
  2. ”Hvis man virkelig skal have det historiske vingesus, så er det Leipzig, man skal til. Her er der et væld af udstillinger om DDR-tiden, men man skal også ind og se det gamle Stasi-hus ’Runden Ecke’. Der får man virkelig et indblik i Stasis betydning. Gendenktstätte Museum i ’Runden Ecke’, Dittrichring 24, Leipzig.
  3. ”Dresden er kendt for en julekage, der hedder ’Stollen’. Den blev Putin så glad for, at han har fået lavet sit eget ’Stollen’-bageri i Kreml. Det er fuldstændig absurd, men kagen er god. Kuchen Atelier er en fast del af mine besøg i Dresden.” Kuchen Atelier, Ringstraße 1 eller Pragerstraße 4, Dresden.

Tre gode tip

Her skal du bo

I både Leipzig og Dresden kan du finde gode historiske hoteller i centrum, der endda er til at betale. Hyperion Hotel Dresden am Schloss eller Hotel Fürstenhoff i Leipzig er et par fine bud.

Bedste tidspunkt

Efteråret og vinteren markerer som sagt 30-året for Murens fald. Derfor er det et historisk spændende tidspunkt for et besøg lige nu.

Sådan kommer du afsted

Der er daglige og direkte flyafgange til Berlin fra København. Norwegian, SAS og en del lavprisselskaber konkurrerer om de rejsendes gunst, så der er billige billetter at finde. Fra Berlin Hauptbahnhof afgår hele dagen tog mod Leipzig og Dresden. Turen tager knap to timer.