Multimillionær Per Wimmer bliver den første private dansker i rummet: "I begyndelsen var der virkelig mange, som kaldte mig en ’urealistisk fantast’" scroll-down

Multimillionær Per Wimmer bliver den første private dansker i rummet: "I begyndelsen var der virkelig mange, som kaldte mig en ’urealistisk fantast’"

Per Wimmer har i 20 år arbejdet på at komme ud i rummet. Det har kostet ham et syvcifret dollarbeløb, men nu er turen til de fjerne galakser snart en realitet. Vi har talt med ham om kritikken af det såkaldte ’billionaire space race’, hvad det kræver at blive sendt af sted til det ydre rum, og hvad han glæder sig mest til at opleve derude.

Af Casper Hindse
Foto: Kasper Kristoffersen
Rejser Euroman

På skrift kan det hurtigt ligne praleri. Men sådan lyder det ikke, når Per Wimmer fortæller. Eventyreren har såmænd bare oplevet mere end de fleste, og når han først begynder at fortælle om det, er det svært ikke at blive helt svedt.

Wimmer har dykket med hajer ud for Fiji, kørt tværs gennem Amerika på en Harley, trasket hen over boblende vulkaner på Hawaii, levet sammen med det oprindelige folk i Amazonas og meget mere.

”Egentlig tror jeg ikke, jeg er meget forskellig fra de fleste andre mennesker, for mere vil bare have mere. Jeg er nysgerrig, og jeg sætter mig konstant nye mål. Når jeg har været et sted, vil jeg se noget nyt, og jeg vil især gerne lære noget nyt om mig selv. Det behøver ikke været noget med hajer eller Harley’er, for det kunne også være at prøve et nyt job, hvor jeg kan lære noget anderledes. Det, jeg tænder på, er at være steder, hvor man skubber grænserne længere ud, end de har været før.”

Lige netop derud skal Per Wimmer snart. Som den første danske private astronaut går turen i begyndelsen af 2022 nemlig ud i rummet. Efter at de stenrige filantroper Richard Branson og Jeff Bezos har foretaget deres første rejser i juli måned, er turen kommet til den 52-årige dansker.

”Almindelige mennesker har indtil nu kunne bevæge sig 10 kilometer op i luften og én kilometer ned under vandet, men den grænse bryder vi nu,” siger han og forklarer, at det ikke kommer som nogen overraskelse for ham, at privatpersoner snart kan svæve ved siden af stjernerne. Wimmer har været i gang med forberedelserne i mere end 20 år.

”I begyndelsen var der virkelig mange, som kaldte mig en ’urealistisk fantast’, men som eventyrer motiverer den slags mig bare endnu mere. Da jeg hørte om mulighederne for at komme ud i rummet, måtte straks undersøge, hvilke perspektiver der lå i rumrejserne. Inden for 48 timer havde jeg fundet frem til, hvem der stod for det, og jeg blev den første private europæer, der i år 2000 lagde billet ind på en rejse ud i rummet.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Penge