Donald Trump Nordstrom Ivanka Trump
Foto: Getty

Donald Trump Nordstrom Ivanka Trump

Amerikansk tøjfirma bryder Donald Trumps Twitter-forbandelse

Nordstroms aktier stiger, efter Trump hængte firmaet ud på Twitter for at opsige samarbejdet med hans datter Ivanka Trump.

General Motors, Toyota og fly- og våbenproducenten Lockheed Martin har alle mærket Donald Trumps vrede på Twitter med faldende aktiekurser til følge.

Men nu ser præsident Trumps Twitter-forbandelse ud til at være brudt. Og effekten er ikke bare forsvundet, den virker nu stik modsat. Det skriver finansmagasinet Fortune.

Efter det blev offentliggjort, at den store amerikanske tøjkæde Nordstrom havde valgt at droppe hans datter Ivanka Trumps tøjlinje pga. svigtende salg, angreb Donald Trump firmaet i et tweet, hvor han skrev, at hun var blevet behandlet "unfair", og at det var "forfærdeligt".

Normalt ville det medføre, at Nordstroms aktier ville styrtdykke næste morgen. Men tværtimod steg tøjkædens aktier med hele fire procent i det, der på Wall Street omtales som aktiehandlernes svar på en politisk protest ifølge Fortune. Nogle investorer har endda åbent proklameret, at de valgte at købe Nordstrom-aktier, efter Trump angreb firmaet på Twitter.

Det tyder altså på, at aktiemarkedet ikke længere tager præsident Trumps tweets så seriøst som tidligere. Og at det måske ligefrem kan igangsætte en modreaktion, når han tweeter. 

Trumps Twitter-angreb har også mødt stor kritik blandt amerikanske politikere og jurister, der mener, at han misbruger sit embede.

"Han bruger sit embede til at fremme sine private interesser," siger Richard Painter, tidligere advokat i Det Hvide Hus med speciale i etik, til CNBC.

LÆS OGSÅ: Fake news har også indtaget den amerikanske venstrefløj

LÆS OGSÅ: Journalisterne bag afsløringen af Panama Papers: ’Vores næste mission er Donald Trump’

LÆS OGSÅ: Seks ud af syv lande på Trumps sorte liste har selv indrejseforbud baseret på nationalitet