Hvorfor besluttede du dig for at skrive en bog om Loyal To Familia? 
”Jeg har tidligere skrevet to bøger om Hells Angels, HA, og deres historie i Danmark, fordi de er en gennemgående faktor i organiseret kriminalitet i landet, som vi kender den. Men det, der sker efter, at jeg slipper dem i den sidste bog – hvilket er i 2022, hvor de har været i krig med en lang række grupperinger – er, at en ny bande opstår. Den opstår inde i en fængselscelle i Nyborg på Fyn, hvor en mand ved navn Shuaib Khan, kaldet Shebi, sidder og beslutter sig for at lave en bande, som kopierer de organiserede rockergrupperingers måde at bygge struktur og hierarki på, og det kanaliserer han over i banden Loyal To Familia, LTF, som på kort tid overtager området omkring Blågårds Plads, Tingbjerg og Kokkedal og siden udvider sit domæne. For mig er det en afgørende begivenhed i dansk kriminalhistorie og en naturlig forlængelse af historien om HA.” 

Hvad er det, der gør det så afgørende? 
”De repræsenterer et nybrud og adskiller sig fra alle de andre mere løse grupperinger, som hærgede op igennem 00’erne. Da de opstår, viser de sig også hurtigt at være ekstremt konflikt- og voldsparate, og der går ikke længe, før de er gået i krig med en af de andre bandegrupperinger, som hed VHK, Værebros Hårde Kerne. Det er den måde, de manifesterer sig på. Det er også i det lys, at man skal se VHK’s indlemmelse i rockergruppen Satudarah: En af faktorerne var, at de simpelthen fandt ud af, at de var oppe imod nogle, som var organiseret på en helt anden måde. Derudover var de modsat andre bander meget synlige med deres trøjer med rygmærker, som igen var inspireret fra rockergrupperne. Det kom endda så langt, at Shebi nåede at købe 72 læderveste.” 

Og det kommer vi tilbage til. Men først vil jeg lige høre, hvordan man går til researchen af sådan en her bog? Det er jo ikke de mest ufarlige kilder, du har fat i. 
”Jeg besluttede mig for at gå i gang med bogen i starten af året, og jeg havde allerede en masse godt materiale, syntes jeg selv, fra mine 16 år som journalist på Ekstra Bladet, hvor jeg beskæftigede mig indgående med rocker- og bandemiljøet. Jeg ville selvfølgelig gerne tale med så mange som muligt, og det er en svær øvelse med sådan et miljø, fordi det er så lukket. Og hvor rockerklubberne typisk har haft talspersoner, er det noget helt andet med banderne, der er meget mere pressesky. Jeg vidste godt, at det var en præmis at tale med folk uden for citat og under lovning om anonymitet, for det var den eneste måde, jeg kunne få folk i selve miljøet og folk med enten familie eller venner i miljøet til at sige noget.”