Anders Fomsgaard scroll-down

Virolog Anders Fomsgaard: ”Jeg har en vaccine, og hvis jeg selv blev bange for smitte i morgen, så ville jeg tage den”

Anders Fomsgaard har forsket i virus i årtier og er anerkendt verden over. Sidste år, før corona-epidemien brød ud, udgav han bestselleren ’Det er bare en virus’. Mens han venter på igen at kunne flyve til Paris for at spille med sine venner i reggae-funk-rap-bandet Belgium Means Nothing, er han i gang med at udvikle en corona-vaccine, der måske kan redde verdens befolkning.

Af Anders Hjort
Foto: Martin Bubandt
Samfund Euroman

Hvornår hørte du første gang om den nye corona-virus?

”Jeg var, kort efter nytår, lige kommet hjem fra en ferie i Caribien. Jeg fik en e-mail om 41 kinesere, som havde fået lungebetændelse efter at have været på et madmarked i Wuhan. Det viste sig så at være en ny, ukendt corona-virus, som var hoppet fra en flagermus til et menneske. Den spredte sig langt hurtigere, end jeg lige havde regnet med. Jeg troede, at den ville blive i Kina. Men jeg tog fejl.”

Hvad tænker du nu om corona-virussen?

”At det er en fuldendt virus. Magen til kreativitet skal vi lede længe efter. Det er den tredje dødelige corona-virus gennem tiden, så der var ikke megen tvivl om, at den ville opstå før eller siden. Til at begynde med troede vi, at vi kunne inddæmme den, men i forhold til SARS og ebola, som kun smitter, når man er tydeligt syg, har denne virus rettet en del fejl. Den kan smitte, uden at vi kan se det på den smittede, for den kan smitte, inden vedkommende bliver syg, og den er mindre dødelig, så den bedre kan sprede sig. Det er på mange måder den perfekte virus. Den er virkelig begavet, den kan mutere, og vi kan kun frygte, hvad den ellers kan finde på. Hvis den finder et bedre reservoir i dyr med mere kontakt til mennesker, som katte, fritter og mink for eksempel, bliver det rigtig svært at komme af med den igen. Vi kan håbe på, at den, ligesom andre virus, på et tidspunkt muterer til at blive fredelig og ikke-dødelig, og at den så vil opføre sig lige som en af de almindelig forkølelses-coronavirus, som måske selv opstod sådan her engang.”

Hvordan har corona-epidemien påvirket dit liv?

”Det har påvirket alt. ALT. Min ældste datter Sascha, som er i starten af 30’erne, har været smittet med corona og ligget isoleret nede i kælderen. Min ekskone, som er anæstesilæge, har også haft det, og jeg kender adskillige andre, som har været smittet. Jeg har selv tilbragt meget tid alene om aftenen i mit sommerhus ved Hald Strand, men er tilbage i København (indtil videre) og har været sammen med familien og mit dejlige barnebarn Kai igen. Alle mine vågne timer går i disse dage med at blive klogere på corona og på at arbejde på en smart vaccine.”

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Corona-virussen og Interview