Strandgaarden

De to unge ildsjæle Thomas Wetle Andersen og Kamilla Kristensen har opnået kolossal succes med VesterØl, et suverænt, uformelt spisested, som ligger med udsigt over havnen i Vesterø. Faktisk har succesen været så stor, at den er vokset Wetle Andersen og læsøfødte Kristensen over hovedet. Først eksporterede de VesterØl-konceptet til Tisvilde, og nu har parret overtaget Strandgaarden, der er det ældste, gode spisested (bygget 1727) på Læsø.

Den gamle, restaurerede og trelængede gård med stråtag har de seneste 20 år haft nye, unge kokkekræfter i køkkenet hver sommer, og en af dem har netop været Thomas Wetle Andersen. Derfor virker det som det naturligste i verden, at han og Kamilla Kristensen nu fylder de lavloftede
lokaler op med deres skyhøje gastronomiske ambitioner. Du kan forvente, at råvarerne er friske og lokale, at naturvin-ene er valgt med omhu og alt i alt en stemning, som bliver svær at matche.

Strandvejen 8, 9940 Læsø.

Kadeau

Engang lå her en iskiosk, men så overtog Kadeau-drengene og resten er gastronomisk historie. Bornholm blev katapulteret op i madens superliga, ikke bare i Danmark, men i hele verden, for siden Kadeau åbnede i 2007 er udlændinge kommet fra alle dele af kloden for at besøge restauranten i huset på kanten af havet. 

Nicolaj Nørregaards mad er sublim, men glem alt om fine fornemmelser. Det er stadig på Bornholm, det hele startede, og stemningen er fortsat helt nede på jorden – eller i sandet, fristes man til at sige. Serveringerne balancerer sikkert mellem det enkle og det meget elaborerede, men tag ikke fejl; der er ufatteligt meget tilberedning bag hver eneste servering. Kadeau fermenterer så gran, små skud, bær og stiklinger fremstår som små smagseksplosioner i stedet for blot ganske uprætentiøse råvarer, og det er forståelsen for natur og årstider, der er et af de helt særlige kendetegn ved Kadeau.

Baunevej 18, 3720 Aakirkeby.

Svinkløv.jpg

Svinkløv Badehotel

Op af asken fra det nedbrændte Svinkløv Badehotel har en smuk Fugl Fønix rejst sig på ny: Badehotellet pryder sig af traditioner, alt skal helst være ved det gamle, og med verdens bedste kok i form af Kenneth Toft-Hansen og køkkenchef Henrik Aggerholm Olsen bag gryderne er Svinkløv Badehotel stærkere end nogensinde før. Køkkenet beskriver de selv som naturligt og ærligt. Der bliver gjort meget lidt ved de råvarer, man får fra en række helt lokale mikroleverandører.

Svinkløv insisterer herligt på at koble gæsterne fra den travle verden udenfor (hold mobilen i lommen!), og alt fra indretning, materialevalg og vinkort gør, at man får sværere og sværere ved at finde grunde til at forlade stedet igen. Der er naturligvis en del fisk på menukortet, og senest har vinkortet fået en overhaling med spændende producenter, spirende stjerner og let funky vine. Men det bedste af det hele er naturligvis ubetaleligt: udsigten til Vesterhavet.

Svinkløvvej 593, 9690 Fjerritslev.

Ruths Hotel

Gl. Skagen rimer på lys og lethed, blå himmel og Vesterhavet. Stråtækte, gule huse – og midt i det hele troner institutionen Ruths Hotel. Grundlagt i 1904, først som et badepensionat og senere som badehotel. Stedet blev for alvor kendt, da Michel Michaud kom til i 2004, og da Thorsten Schmidt efterfulgte den ikoniske franskmand som køkkenchef i 2014.

Siden har der været godt gang i svingdøren, men i de seneste år har køkkenchef Jack Cramer stået for serveringerne med sikker hånd, og Ruths leverer yderst høj kvalitet på tallerkenerne, også i Hellerupugen, hvor nordsjællændere flokkes om champagnen og roséen i Gl. Skagen. Ruths Hotel er fortsat lig med luksusråvarer en masse. Kongekrabbe, jomfruhummer samt klassikere som Michauds tatar og den velkendte skagenstoast i miniature med rejer, taskekrabbe og knivmusling. Råvarerne stammer mestendels fra de omkringliggende klitter og havet, og køkkenet har således et fokus på fisk, skaldyr og urter. Skulle du være på udkig efter et (lidt) billigere alternativ til Ruths i Skagen, kan vi anbefale Pakhuset, hvor to lokale brødre og deres familie med mor, far og kone har solgt trawleren og overtaget stedet på havnen.

Hans Ruths Vej 1, 9990 Skagen.

Falsled kro5.jpg

Falsled Kro

Falsled Kro er for længst blevet en institution i dansk gastronomi. Kroen, som ægteparret Lene og Sven Grønlykke åbnede i 1971, har gennem alle årene insisteret på mad fra øverste hylde. Det startede med ikoner som Jean-Louis Lieffroy og Michel Michaud, der udstak kursen i køkkenet, og siden 2017 har Kasper Tind Hasse styret køkkenet.

Det er stadig orienteret mod Frankrig, men råvarerne er i tiltagende grad lokale fra Fyn, og Hasse viser på mesterlig vis, hvordan Fyn-Frankrig-kombinationen går op i en højere enhed. Falsled er en rejse værd i sig selv, og det er en formidabel præstation, at niveauet til stadighed bliver holdt tårnhøjt ved det lille gadekær på Sydfyn.

Assensvej 513, 5642 Millinge.

PomleNakke_luftfoto_JUN20-1-1320x800.jpg

Pomle Nakke

Pomle Nakke på Falster har i over 100 år været traktørsted. Skiftende forpagtere har betydet skiftende succes og kvalitet, men forrige sommer kom der endelig skik på stedet. Nye forpagtere, Kim Rahbek og Thor Andersen, der begge er født på egnen, har sat ambitionerne højt. Til at styre køkkenet har de hentet Christoffer Brink, som tidligere har været på restaurant Frank i København, og restauranten bliver styret af kokkens hustru Julie Brink Færch, der er sommelier og leder af Dansk Sommelier Uddannelse.

Christoffer Brink har hjulpet Jeppe Foldager med at vinde sølvmedalje til Bocuse d’Or, så CV’et fejler intet, men på Pomle Nakke er både jordforbindelse og folkelighed intakt, så også de lokale får lyst til at kigge forbi. Visionen på Pomle Nakke er at gribe ud i lokalsamfundet og skabe arbejdspladser igennem gode råvarer og produkter fra egnen. Jo mere der bliver solgt, des mere skal det lokale bagland producere, uanset om det er biodynamisk grønt, vin fra Frederiksdal eller øl fra Møn. Gode sager, der også kan købes i Pomle Nakkes idylliske gårdbutik – den slags, der burde være enhver søvnig sommerby forundt.

Midtskovvejen 1, 4871 Horbelev.

Dragsholm Slot

Det var Claus Henriksen, der for mere end 10 år siden stod for den madmæssige genrejsning af Dragsholm Slot og for alvor gjorde Lammefjorden til gastronomisk trumfkort hos madkyndige i byerne.

Sidste år overtog så Jeppe Foldager posten som køkkenchef. Ambitionen er stadig at satse stort på grønt fra Lammefjorden, blandt andet fra grøntguru Søren Wiuff og selvfølgelig slottets egen køkkenhave og krydderurtehave.

Som spisende gæst skal man vælge mellem tre tempi: Gourmet i slotskælderen med det fulde udtræk og køkkenets ypperste evner i spil; Bistro ovenover med mere tilgængelige serveringer; og endelig Madbar med snacks og småretter og ikke mindst udsigt over slotshaven og Lammefjorden.

Vejret spiller ind på åbningstider udenfor, men overnatning er naturligvis altid muligt, både på slottet og i de nyere sidebygninger.

Dragsholm Allé, 4534 Hørve.

villa-vest.jpg

Villa Vest

Villa Vest ved det nordjyske fiskerleje Lønstrup var oprindelig nærmest styrtet i havet, inden stedet blev født som restaurant. I 1981 nappede et voldsomt uvejr en bid af kysten på Lønstrup Klint og var få meter fra at hive bygningen med sig i havet. Sådan gik det ikke, heldigvis for det. For den dag i dag er køkkenchef Anders Johst og ejeren Kim Møller-Kjær garant for et af provinsens vildeste grønne køkkener.

Læg dertil, at omgivelserne, stemningen og udsigten ved Villa Vest er af en karat, der er svær at finde nogen andre steder i Danmark. Faktisk sidder man på restauranten så tæt på havet, at man egentlig føler, man sidder helt ude i vandet.

I køkkenet er der et omfattende fokus på lokalproducerede råvarer, hvoraf mange stammer fra Kim Møller-Kjærs egen avl. I det hele taget eksperimenterer (og fermenterer) Anders Johst på livet løs, og på tallerkenerne får man blandt andet gulerodsfudge, grillede østers, stikkelsbærkompot, skærising og skovsyre.

Strandvejen 138, Lønstrup, 9800 Hjørring.

Skipperly

Vejrø er en lille ø i Smålandsfarvandet ni kilometer nord for Lolland. I 2005 købte Saxo Bank-ejer Kim Fournais øen og satte gang i at gøre den 100 procent økologisk. Fournais har siden skabt et lille hotel, hvor der er ro og afslapning om ørene på gæsterne.  

Sådan er tilfældet også på hotellets Restaurant Skipperly, hvor maden er gennemført økologisk og baseret på Vejrøs natur. I sin rene og mest ærlige form betyder det ifølge køkkenchef Kristoffer Rinsing, at man arbejder ud fra devisen ’fra jord til bord’ eller ’fra mark til mund’.

Alt på tallerkenerne er derfor skabt så naturligt, ukunstlet og ærligt som muligt med sæsonbetonede, lokalt dyrkede grøntsager, frugter og urter fra drivhusene på Vejrø, udendørs marker, frugtplantager og urtehaver.

Desuden er naturligt voksende, spiselige planter og bær fundet af Skipperlys kokke i skoven og på stranden. Menuen ligger derfor heller aldrig helt fast, fordi tingene høstes eller slagtes, når tiden er til det.

Vejrø 4, 4943 Torrig L.

Frederiksminde4.jpg

Hotel Frederiksminde

Hvis der er et grønt køkken i landet, der fortjener al den ros, det kan få, så er det køkkenet på Hotel Frederiksminde. Her står den på et luksuriøst regionalkøkken med stærkt udgangspunkt i de naturskønne områder omkring Præstø, og køkkenchef og medejer Jonas Mikkelsen har siden 2016 sikret restauranten en velfortjent Michelin-stjerne. På tallerkenerne får man blandt andet babyglaskål fra stedets egen have og strandurter samt andre lækkerier som løjrom, gris med solbærbarbecue og vestershavspighvar. 

Man gør sig selv en tjeneste ved at overnatte på stedet og have tid til at nyde Præstø. Frederiksminde gør det nu desuden helt tydeligt, at der til frokost og aften i praksis er tale om to forskellige restauranter på samme adresse og i selvsamme lokale. Til frokost hedder restauranten Ingrid og har fokus på moderne dansk smørrebrød og en ambition om at være blandt de bedste i landet inden for genren. Til aften hedder restauranten Essens, og her disker Jonas Mikkelsen op med en op til 20 serveringer stor gourmetmenu. 

Klosternakken 8, 4720 Præstø.

Knud

Det er ikke ligefrem gastronomisk overlegenhed, der har præget Hundested gennem tiden. Her er havnegrill, en færge til Rørvig og lavprissupermarkeder. Men heldigvis vil spisehuset Knud det anderledes. Med udgangspunkt i havet og fiskene uden for døren insisterer man på bistroklassikere og et venligt vinkort, der gør stedet til den havnerestaurant, alle kystbyer kun kan drømme om.

Jens Heding og hans kone, Charlotte Emanuelsen, åbnede spisehuset tilbage i 2019. Stedet er opkaldt efter Hundesteds berømte bysbarn, polarforskeren og grønlandsfareren Knud Rasmussen. Til frokost skal især anbefales det meget gavmilde smørrebrød, hvor der ikke er lagt på med pincet. Knud er, for nu at gøre det helt kort, et oplagt udflugtsmål i Nordsjælland gentagne gange i hele sommeren.

Havnegade 18, 3390 Hundested.

Mangler du flere gode steder at spise?

Her er fem andre restauranter i Danmark, der er en omvej værd:

  1. Agger Darling (Vestjylland)
  2. Moment (Østjylland)
  3. Skoemagerkroen (Vestsjælland)
  4. Medvind (Nordjylland)
  5. Birkemosegård (Sjællands Odde)