'JEG VILLE ØNSKE, det aldrig blev sommer, så sommeren altid var på vej,’ skrev Henrik Nordbrandt engang. Og selvom man kan lune sig nok så meget ved forventningens glæde, foretrækker jeg forløsningen: De lyse nætter, de mange dyp i havet, det solvarme landskab der ligner et guldaldermaleri, de lange dage uden planer og en eftermiddagsdrink med naboen, der bliver til en middag, som udvikler sig til en fest. Jeg holder virkelig meget af at rejse ud i verden, men jeg får tiltagende svært ved at finde grunde til at forlade Danmark, når hele landet er ved at briste af skønhed. 

Ville man nyde det lige så meget, hvis det altid var sommer i Danmark? Nej, lyver vi for os selv; vi har brug for blæsten og regnen og mørket som kontrast for virkelig at kunne sætte pris på sommeren, når den så endelig kommer. Jeg ved snart ikke. Men otte mørke måneder er helt sikkert medvirkende til den massive energiudladning, den danske sommer er, hvor hele livet bare skal ind i kroppen. Og jeg lapper det hele i mig, så jeg kan lade op, til det en dag igen bliver vinter. 

Vi debuterede med dette Sommeravis-format sidste år, og det fik så fin en modtagelse, at vi i år selvfølgelig gør os selv kunsten efter. Sidste år dyppede vi tæerne forsigtigt i havvandet og rettede de redaktionelle briller mod Nordsjælland. I år har vi forsøgt at brede os, så vi når rundt i hele landet. 

Derfor har vi håndplukket det bedste, Sommerdanmark har at byde på. Gode strande, de bedste is, de hyggeligste værter og alt det andet, der gør det svært at overbevise sig selv om, at der findes bedre steder end Danmark at opholde sig i hele juli måned. Det er umuligt at pakke hele Sommerdanmark ind på 48 sider (så vi må hellere lave en Sommeravis igen næste år), men vi har gjort os umage med at finde lige de steder og de mennesker, der er en omvej værd. 

God læsning og rigtig god sommer. 

Kristoffer Dahy Ernst 

Chefredaktør

Sommeravisen kommer i sampak med vores juli-nummer og kan også findes forskellige steder ude i sommerlandet. 

 

22_DK_EMS_344_001 kopier.jpg