Blufferens guide til Wimbledon: ”Jesus Kristus et menageri, tak-for-kampen hilsenen er blevet til. Hvad skete der med det gode, gamle håndtryk?”

1. Vi tager den lige én gang til for Prince Canute: Wimbledon handler i virkeligheden om kvalifikationsrunden off-site på anlægget i Roehampton. Til rørende 180 kroner for en dagsbillet. Det bedste og smukkeste bud på at komme inden for armslængde af rå ambition og uforfalsket sportskunst. Mens det varer: de udvider jo All England-anlægget om en håndfuld år og rykker kvalifikationen ind på hovedarenaen. Og tyvedobler billetprisen. Ligesom de tre andre Grand Slams. Til den tid vil vi snakke om dengang, man stadig kunne komme tæt på sporten og spillerne.

2. De næste unge løver efter Alcaraz og Sinner er allerede ved at indfinde sig. I Spanien messer de atter ”RRRAFA”, når Rafael Jodar entrerer anlægget, og Brasilien har i Joao Fonseca endelig en værdig arvtager til Gustavo Kuerten. Her kommer staldtippet: Jodar har kinetikken med sig, et staminagivende år på college og et kirurgisk blik for pointopbygning. Fonseca har et guddommeligt spektakel af en forhånd, ingen har lært ham at tøjle endnu. Det må være derfor, han knuger sådan om grebet. Se bare hans hænder, en 19-årig knægt har ikke brug for så meget tape. Folkeforførende sambatennis? Man har sin tvivl.

3. Hold godt øje med amerikanske Akasha Urhobos stormløb mod nettet og det moderne powergame. Hun klarede akkurat ikke kvalifikationen i år, men bare vent. Hun vil frem. På alt. Det er ekkoer af Navratilova anno 1984. Urhobo er enekvinde i færd med at føre sporten frem til sit næste og uundgåelige stadie ved at genbesøge dens fortid: Netspillet må og skal tilbage. Især på græs, hvor de nye, træge bolde ikke længere giver de baglinjehamrende powerspillere samme fordele. Det er kunsten at lære spillet baglæns, og det foregår fremme i banen. Gad vide, hvornår mændene følger trop?

4. Uh, det er svært at se Wimbledon uden levende linjedommere. Det føles som helligbrøde: Sportens magi hvilede i den hellige treenighed mellem udøver, beskuer og bedømmer. Nu er tredjebenet en maskine, og vi er alle fattigere for det. Er det i øvrigt ikke som om slagudvekslingerne på Center Court lyder anderledes, mere dumpe, uden de ekstra kroppe på banen?

5. Hvis I vil vide, hvad Carlos Alcaraz går og pønser på, mens han ikke vinder Wimbledon, så er det nok, hvordan han får vakt salig Peter Lundgren til live. Det hul i trænerstaben skal lukkes inden han vender retur fra skadespausen. Det var jo Lundgren der med svensknøgler og øldunk orkestrerede Federers eminente overgang fra uskolet vidunderbarn til fuldblodet tennistroldmand. Med Lundgren på sidelinjen ville Alcaraz måske omsider få løsnet op i aftrækket på baghåndssiden, og hvem ved, lært at slice rigtigt. Guderne ved, at Lundgren ikke ville have givet fem flade fiskefrikadeller for den spanske gavtyvs cirkustendenser. Et drømmematch, vi aldrig får at se.

6. Jannik Sinner lignede indtil Paris en selvskreven vinder af årets tre resterende Grand Slams, men hvad er nu det? En italiener, der ikke kan klare varmen? Han havde nok ikke regnet med at følge mere med i vejrudsigten end i lodtrækningen. Yr.no må dræne den mands iPhone-batteri hurtigere, end han afvikler sin forhånd. Spøg til side, Sinner i 4 over Zverev om en fortnight bare rolig.

7. Dem, der afskriver Serena Williams wildcard comeback ved dette års Wimbledon som mediepleje og egotripperi, har ikke læst bogen til ende. Williams var jo oprindeligt i stald hos Jermaine Jenkins, skal vi huske. Samme Jenkins, der nu lader Urhobo omskrive de moderne tennisregler i realtid. Williams vil se med fra fronten, mens hendes arvtager flugter de sten væk, der med råstyrke lagdes for hende. Med Wimbledon som bagtæppe. Poesi i sin reneste form.

8. Åh, Matteo Berettini! Han er den italienske verdensstjerne, vi fortjener. En rigtig førsteelsker, der på en og samme tid ligner svigermors drøm og ham, du blev rullet af bag Roma Ostiense på studietur i 2.G. Tør vi håbe på endnu et feberridt på All England Lawn Tennis & Croquet Club? Som en af de eneste mestrer han den ellers tabte chip and charge-returnering. Med en overkrop som en kummefryser, er det de tynde ben, vi skal holde øje med. Og den serv – det er, som om han præsenterer den for os inden afsending. Uimodståeligt.

9. Apropos Wimbledon, Italien og det tennisforår, Sinner, Cobolli og Berettini, har tilvejebragt, så har briterne i al stilfærdighed gang i deres eget. De opbygger noget af en stormtrup fra de lavere rækker og op. Pinnington Jones, Fery, Clarke og Searle viser anlæg til at blive veritable præmiehingste. De fleste har gået på college i USA. Ligesom Cam Norrie, den yndige dengse. Dén vej ligner mere og mere en sikker billet til top 100. Det bliver ikke ved dette års mesterskaber, men om to-tre år har vi fire briter videre fra første uge. Mindst.

10. Jesus Kristus et menageri, tak-for-kampen hilsenen er blevet til. Hvad skete der med det gode, gamle håndtryk? Nu er de jo fanme helt inde og klappe hinanden på maverne for en dødsdans vel overstået. Selv efter et envejs opgør. Kan I huske Rafter mod Ivanisevic i finalen i 2001? Afholdt på People’s Monday med den vidunderlige all-ticket unreserved entry forskrift, der tillod menigmand en plads ved siden af Dronning Lizzy. Den mest nervepirrende, hjerteknusende og livsbekræftende tenniskamp nogensinde. De krammede. Fair play, men ellers: Giv nu bare hånd for helvede!