23-årige Mads Burnell fra Husum står foran sin blot anden kamp i UFC-regi (Ultimate Fighting Championship), men han har ikke noget imod at skyde brystet frem og sige: ’Her er jeg’. Tværtimod. Under kasketten og fuldskægget stråler selvtilliden åbenlyst ud af ham: ”Når man snakker om de bedste nogensinde, vil jeg gerne have, man snakker om mig,” siger han. 

Det har været hans drøm at lande i UFC – den største organisation inden for Mixed Martial Arts (MMA) – siden han som 16-årig kastede sig over den hårdtslående sport. Og han er vel det, man kalder et naturtalent.

Som seksårig begyndte han til brydning, og som 13-årig snørede han første gang boksehandskerne. Hans far og hans farfar var brydere, og farfaren, som han kalder sit forbillede, var Husums første danmarksmester og repræsenterede Danmark ved VM i brydning i 1954.

”Vi har altid ligget og tumlet rundt under juletræet,” siger Mads Burnell.
Hans farfar var vicevært i lejlighedskomplekset i det nordvestlige København, hvor Mads Burnell er vokset op, og hans forældres lejlighed lå lige over hans farmors frisørsalon. Så farfar kom og gik hver dag.

”De gamle var smarte. Alt det, jeg lærte, kom ikke fra brydesalen. Det lærte jeg hjemme i stuen, hvor min far smed en boksmadras ud på gulvet, og så lå vi og lavede greb. Jeg tænkte ikke over, at jeg rent faktisk trænede brydning. Det var bare sjov og ballade.”

Med sin baggrund inden for brydning, boksning og også brasiliansk jiu-jitsu, som han er den hurtigste nogensinde til at opnå sort bælte i, er han nærmest som skabt til den moderne kampsport, hvor man trækker på forskellige kampsportsteknikker.

”Jeg er en god bokser, og jeg har vundet EM i jiu-jitsu, så min største styrke er, at jeg er alsidig, og at jeg kan tage kampen hen, hvor jeg gerne vil have den,” siger UFC-håbet.

Den næste kamp tager han i St. Louis den 14. januar. Det er hans anden kamp på den store scene i UFC og hans 11. MMA-dyst siden debuten i Brøndby Hallen i 2013. Hans statistik lyder på otte sejre og to nederlag som professionel.
Han beskriver sine kvælertag som sin helt store force og sin yndlingsmåde at afslutte både modstandere og kampe på.

”I alle mine kampe har jeg bare taget folk ned, slået dem et par gange i hovedet og kvalt dem.”

Den unge fighter serverer ordene med selvfølgelighed, og han nævner i flæng sine yndlingsgreb: Japanese Necktie, Anaconda Choke, D’arce Choke og North South Choke.

”Får jeg fat i dit hoved, så er du færdig.”

Mads Burnell peger på struben og forklarer, at det er der, man trykker med underarmen.

Han erkender dog, at han er 'talentløs' til at sparke, men han er aldrig blevet udstillet på den konto.

”Jeg har trænet med de bedste i verden, og teknisk set har jeg ikke mødt nogen, der kan fucke med mig – endnu. Så skal de være større end mig, men fra et teknisk perspektiv leger jeg med alle sammen.”

Fjervægteren træner to-tre gange om dagen seks dage om ugen i klubben Arte Suave i Københavns Nordvestkvarter. Søndag holder han fri. Han træner boksning, kickboksning, brydning og jiu-jitsu, men det vigtigste er konditionen, fortæller han. Derfor svømmer, løber og ror han også.

En klubkammerat var med til at give karrieren et skub i den rigtige retning ved at sende nogle videoklip til den kvindelige MMA-superstjerne Cris Cyborg, som straks fik øjnene op for det danske stortalent. Kort efter gik den unge fighters drøm om UFC i opfyldelse. En drøm, der ikke var blevet til virkelighed uden ubetinget støtte fra baglandet bag murene i lejlighedskomplekset i Husum, hvor han selv huserer helt oppe i toppen i sin ’stodderhybel’, mens ’de gamle’ bor nede i bunden.

”De to er min største støtte. Det hele har handlet om at komme til UFC, for så kan man leve fint af sporten, men jeg havde ikke klaret vejen dertil uden deres hjælp.”

Det er Cris Cyborg, der har udråbt Mads Burnell til at være Skandinaviens næste superstjerne, og på Twitter har den brasiliansk-amerikanske MMA-stjerne opfordret sine over 170.000 følgere til at holde øje med danskeren.
Mads Burnell mener sagtens, at han kan leve op til hypen. Også selv om han tabte sin første kamp i UFC-regi i Rotterdam for fire måneder siden.

”Min ambition er at gå over i historien, så folk snakker om mig, når jeg er færdig.”

LÆS OGSÅ: Dansk MMA-vinder: “Du har aldrig levet i nuet, før du har været i en slåskamp”

LÆS OGSÅ: Fra gentleman til hooligan: Her er Pep Guardiolas stiludvikling i 16 billeder

LÆS OGSÅ: Mikkel Strøjer fra MLS: ”Superligaklubberne kunne få meget ud af at arbejde mere sammen”