Foto: Mikkel Tjellesen

Karl-Oskar fra Wood Wood: ”Jeg elsker cykling, fordi det er meditativt"

Vi har spurgt en række cyklister, hvad der griber dem ved sporten. Her er det første den danske designer.

Hvilke cykeloplevelser husker du fra 2015?

”Jeg kørte ikke ret meget. Jeg nåede at køre motionsudgaven af Flandern Rundt, men det endte med at være en forfærdelig oplevelse. Vi havde ikke fået meldt os til i tide, men da vi kom derned, valgte vi at køre alligevel, hvilket resulterede i, at jeg blev smidt ud halvvejs inde i løbet, fordi jeg ikke havde noget startnummer. 2014 var væsentlig bedre.

Jeg havde et mål om at køre godt i Grejsdalsløbet, som er Danmarks hårdeste motionsløb, og så skulle jeg køre La Marmotte senere på sæsonen. Jeg havde trænet meget og fandt ud af, at det giver pote, når man tilbringer nok tid i sadlen. Det var ret fedt at ligge fremme i en gruppe med nogle gode belgiere, der sad med øresnegl og følgebiler og troede, at de var professionelle.”

Hvilke mål har du for i år?

”At køre Grejsdalsløbet og komme i top 15 på den lange 220 km distance. Det helt store mål er at køre Gran Fondo Stelvio i Italien en måned senere. Det er et løb med 5.000 højdemeter. Det er 160 km kortere og mere eksplosivt end La Marmotte.”



Hvad er din styrke og svaghed?


”Min styrke er helt klart at køre opad. Jeg er ikke engang specielt let med 75 kg på en god dag. Min svaghed er sidevindskørsel på vifte. Jeg har prøvet så mange gange at ryge af den skide vifte, og det er så lidt, der skal til. Det kan dreje sig om to meter, og du kan bare ikke lukke hullet.”

Bruger du cykling som meditation eller fysisk opstramning?

”Jeg elsker cykling, netop fordi det er meditativt. Jeg kører for det meste alene af samme årsag. Jeg får tænkt nogle ting igennem, og jeg får bedre træning ud af det. Jeg kan huske, at Michael Rasmussen sagde, at det var magisk, når han ’blev vej’. At være alene på en cykel, hvor du smelter sammen med vejen og helt glemmer, hvor langt du er væk.”

Kan man lære noget af profferne?


”Matti Breschel er en af mine gode venner, og man kan faktisk godt lære noget, selv om man er på et andet niveau. Det handler om timing, men også om, hvordan man fungerer på cyklen, når man kører i flok. Det er fedt at observere den ro, de professionelle har på cyklen. Og så er de bare lirede i den måde, de sætter tøjet og sidder på cyklen på.”

Hvad synes du om de uskrevne regler?


”Der er for mange. Men det er jo på godt og ondt. Jeg er træt af dem, men på samme tid hylder jeg dem også. Den gamle skole af cykelryttere kan godt have for mange skyklapper på og ikke være åbne nok over for de nye i sporten.”

Du må gå en del op i dit udseende med det job, du har ...


”Cykelsporten har stået lidt stille i nogle år i forhold til løbesporten, hvor man i højere grad også reflekterer moden, som den er i dag. Men jeg synes altid, det er befriende at komme til Italien og se det spraglede tøj, de kører rundt i. Fordi det er Italien, og det er sådan, de er. Det ville være forkert, hvis de kørte rundt i Rapha eller Pas Normal Studios.”

Karl Oskar Olsen
-
41 år. Designer og artdirector. Medstifter af Wood Wood og indehaver af cykeltøjfabrikatet Pas Normal Studios. Cykel: Specialized S-Works monteret med SRAM Red og Zipp 202 karbonhjul.

LÆS OGSÅ: Jan Ø. Jørgensen: Her er mit træningsprogram

LÆS OGSÅ: Zanka styrer musikken i FCK's omklædningsrum

LÆS OGSÅ: Kig dig selv i spejlet: Hvordan er din tilstandsrapport?