Hvordan var din og Romain Grosjeans relation i sidste sæson?

”Den var fin. Man er jo på nogle måder hinandens største konkurrenter, når man kører i samme bil, fordi man kun har hinanden at måle sig imod. Så der er stor intern konkurrence. Det har selvfølgelig en effekt på, hvordan man har det med hinanden. Men jeg synes, vi har et sundt forhold – især i forhold til, hvor skidt det kan være. Han er en fin fyr, og han er dygtig til det, han laver.”

Groft sagt kørte du langt bedre end ham i første halvdel af sæsonen, mens billedet i anden halvdel var mere blandet. Hvordan påvirker det relationen?

”I starten af sæsonen var Grosjean meget bagud. Det var skidt for hele teamet, for der røg en masse point, som han skulle have scoret. Det var kun positivt, da han begyndte at få point. Som team har man brug for, at begge kørere får point, og jeg scorede også point i sidste halvdel af sæsonen. Det var mere et spørgsmål om, at han virkelig var røget af pinden i begyndelsen.”

Formel 1-sæsonen 2019

Kevin Magnussen stiller igen op i Haas-raceren, som dog har skiftet farve på grund af den nye sponsor, Rich Energy. Franske Romain Grosjean kører i den anden Haas-racer. 10 hold med hver to biler dyster i feltet. Mercedes og Lewis Hamilton er favoritter til at genvinde titlen i år.

Hvordan har det været at være med i den nye Netflix-dokumentar?

”Det er ikke noget, vi har lagt så meget mærke til. De har været supergode til at holde sig i baggrunden og fange de øjeblikke, der opstår. De har været søde og dygtige til at sætte sig ind i tingene. Så det har været nemt.”

I har også fået ny sponsor, Rich Energy, hvordan påvirker det jer?

”Det er dejligt, at der sker noget på den front. At vi har været i stand til at tiltrække en ny, stor sponsor, er et bevis på, hvor gode vi har været de sidste par sæsoner. At det så er et brand, der er helt nyt og på vej op, giver en god synergi i forhold til, hvor vi er i vores egen proces.”

Formel 1.jpg

Du har tidligere udtalt, at det at køre om 7. pladsen ikke er så tilfredsstillende.

”Jeg tror ikke, jeg nogensinde havde forestillet mig, at jeg skulle motivere mig selv med udsigten til en 7. plads. Jeg er en vindertype, som bliver motiveret af sejre, og jeg synes ikke, det er særligt spændende at tale om andet end førstepladsen. Men det er den måde, det er på i Formel 1. Hvis du ikke sidder i den bedste bil, er chancen for at vinde meget lille.”

Kan du uddybe det?

”Bilens performance og bilens kvalitet betyder alt for meget i forhold til, hvor stor en forskel man kan gøre som kører. Det håber jeg selvfølgelig ændrer sig. Det er nok den største motivation, håbet om at tingene ændrer sig, så man også kan drømme om at vinde på et mindre team. I 2021 kommer der en større ændring af reglerne, og man pønser på at gøre det mere lige for alle teams.”

Når vi kigger på sæsonen 2019, er der så løb, du holder ekstra øje med?

”Der skal noget ekstraordinært til, før vi havner på podiet, og det er umuligt at sige, hvornår det sker. Men der er jo ikke noget, der er umuligt, og for os handler det om at slå til, når chancen byder sig.”

Tre højdepunkter i 2019-sæsonen ifølge Kevin Magnussen

Circuit de Monaco, Monaco

”Det er en bybane og et legendarisk løb med sindssygt meget historie. Et løb, som alle kørere drømmer om at vinde.”

Torsdag 23. maj TIL søndag 26. maj.

Spa, Belgien

”En fed bane, meget hurtig og med et godt flow. Den føles som en rutsjebane.”

Fredag 30. august til søndag 1. september.

Suzuka, Japan

”En sindssygt hurtig bane. Som Formel 1-kører er det fedt, når det går stærkt, fordi aerodynamikken og down-force bliver forstærket, jo hurtigere du kører. Jo højere fart, jo bedre greb har bilen.”

Torsdag 10. oktober til søndag 13. oktober.