Datingsider er efterhånden ikke noget, brugerne skammer sig over – sådan da. Men hvem scorer på nettet, hvad lyver vi om, og hvad er forskellen på en bar og en hjemmeside? Vi spurgte Nigel Rasmussen, der er manden bag Elitedaters.dk.

Tjek kemien

”Man kan virkelig spilde meget tid på en datingside. Det gælder om at komme ud og få tjekket, om kemien er der. Vores fokusgrupper fortæller, at det gælder om at tage initiativ til at mødes hurtigt. Nogle skriver frem og tilbage i lang tid. Måske mødes de efter nogle uger og har måske sex, men det er så det. De, som har fået en kæreste, har næsten alle mødtes med vedkommende hurtigt.”

Stiv flip og håret tilbage

”Man skal være selvkritisk og ikke airbrushe sit billede til ukendelighed. Man skal tænke over, hvordan man ville se ud, hvis man kom ind ad døren til en middag. Så vil man jo ikke komme med skjorten knappet helt åben, som nogle mænd ellers gerne vil vise sig på nettet. Jeg har også hørt om et eksempel, hvor manden mødte op på baren som aftalt og fik øjenkontakt med kvinden, men så gik han bare ud igen, fordi billedet på nettet ikke hang sammen med virkeligheden.”

(K)ærlig triatlet & ph.d. søger

”På datingsites lyver mænd mest om deres højde, mens kvinder lyver mest om deres vægt. Men der er et før og efter Facebook. Folk er blevet skolet i at kommunikere på nettet. Alle ved nærmest alt om alle, så vi er blevet mere ærlige. Førhen var det noget med: ’Jeg har besteget Kilimanjaro, og jeg skal gennemføre en ironman, og så skal jeg til Berlin Marathon.’ Det er blevet sværere at lyve. Nu er det: ’Jeg kunne godt tænke mig at løbe maraton.’ Hvis folk ikke er ærlige på en datingside, spilder de både deres tid og penge. De får hverken sex eller en kæreste. Der er eksempler på mænd, der fremstiller sig som elitære og kloge, men når de så kommer på date, kan de nærmest ikke huske, hvem der er statsminister.”

Hurtig optænding

”Folk søger nøjagtig det samme på nettet som i byen, men især kvinder er tilbøjelige til at tro, at nettet er mindre overfladisk. Nettet har det, kvinder tænder mest på: ord. En mand, der bare ser nogenlunde ud, kan tænde op under en kvinde på et datingsite i løbet af ingen tid, hvis han vælger sine ord rigtigt.

Der er mænd, der allerede i første mail begynder at skrive om størrelsen af deres kønsdele, men det er slet ikke det, den lidt sofistikerede bypige vil læse. Kvinderne efterspørger, at man komplimenterer dem på en specifik måde, altså deres øjne, tøj eller frisure.

Mange kvinder har sagt til os, at de sammenkæder de fem sanser med romantik, men der er ingen af de sansninger på nettet. Derfor skal mændene hellere tage initiativ til at få kvinden væk fra computeren. De populære piger på vores side får omkring 80 mails om dagen, så hvis du ikke har valgt de rigtige ord og det rigtige billede, ryger du nederst i bunken.”

Kavalergang og biceps

”Tidligere tog kvinderne typisk et billede af sig selv set lidt fra oven, så man kunne se brysterne, og mændene tog et, hvor han fleksede armmusklerne eller skød brystet frem. Nu er datingmediet efterhånden så gammelt, at man godt kan se, at det er forlorent.”

Mobiltesten
”De kvindelige brugere fortæller os, at tilliden afspejler sig i, hvor hurtigt hun vil udlevere sit mobilnummer. Hvis hun gør det allerede efter to-tre mails, har du valgt dine ord rigtigt. Hvis hun tøver, har du ikke tændt hende.”

Litervis af latte
”Selv om holdningen har rykket sig, synes de fleste mennesker, at de er lidt for cool til at være på et datingsite. Det smager stadig lidt af billetmærkerne på bagsiden af Politiken eller Bjarne Liller-sangen ’Ensom dame 40 år’.

Folk hader klicheerne omkring det at date. Fx at man bruger den samme café, hver gang man skal møde en ny, og ender med at drikke 20 liter caffe latte på en uge. Jeg tror, at om ca. fem år er netdating helt legitimt, også fordi det i højere grad rykker over på mobiltelefonerne.

Mange har det bedre med at aftale en date på den måde: ’Nå, skal du derhen, skal vi så ikke følges ad, jeg er i nærheden? Vi mødes på metrostationen.’ Stort set alle i min omgangskreds har prøvet netdating, men jeg ville ikke selv kunne begå mig. Som stifter er jeg for erhvervsskadet til at kunne skrive den perfekte tekst.”


 

Det siger kvinderne i Elitedaters’ fokusgruppe:

Sådan tager du kontakt

Nej tak: ”Internettet vil aldrig være et romantisk sted at være, og det skal mænd forstå. Vi vil ikke tiltales som ’prinsesser’, ’nusses’ eller læse beskeder, der slutter med ’knus’.”
Ja tak: ”Drop sødsuppen, og kom til sagen. Vær kreativ frem for romantisk.”

Sådan opsøger du sex

Nej tak: ”Mænd, der tror, at deres erigerede kønsdele på et billede er en mandelgave til singlekvinden.”
Ja tak: ”Hvis vi kvinder skal tændes på nettet, skal det gøres nænsomt, underfundigt og sexet med ord mellem linjerne. Vi er lige så interesserede i sex som jer, men langtfra lige så visuelle. Rør vores fantasier med ord på nettet og vores krop med hænderne i virkeligheden. Husk denne rækkefølge.”

Sådan gengælder du interessen

Nej tak: ”Kvinder vil gerne have opfattelsen af, at manden er efterspurgt, men hvis han er desperat, signalerer han det modsatte. Det er muligt, at en kvinde har svaret positivt på din henvendelse, men at du derefter ’I like’er’ alle hendes Facebook-familiebilleder, skriver syv sms’er og tre e-mails om, hvor sød og dejlig hun lige pludselig er, fortæller desværre mest om dit manglende sexliv.”
Ja tak: ”Hold tilbage, underspil din søgen, og lad hende vente tålmodigt på, at du først besvarer hendes sms kort før sengetid.”

Sådan vælger du foto

Nej tak: ”En mand, der ikke formår at fremhæve sin maskulinitet igennem noget så simpelt som et smil.”
Ja tak: ”Kvinder kigger på måden, han har valgt at præsentere sig selv på. Hans blik, evt. smilerynker, skægstubbe, soignering, men allervigtigst: hans smil.” (Er der ikke smil i mund eller øjne, har manden ifølge gruppen 75 % mindre chance for at få kvindens opmærksomhed). ”Alt for mange mænd viser billeder, som om de skulle genkendes i paskontrollen. Hellere et situationsbillede frem for overposerede portrætter.”


LÆS OGSÅ: 

Jeg er Johns prostata

LÆS OGSÅ: Vær grim og bliv rig