Padel er overalt: Her kan selv begyndere føle sig som verdensmestre scroll-down

Padel er overalt: Her kan selv begyndere føle sig som verdensmestre

Hvordan skete det, at padel, en sport uden kultur, historiefortælling og æstetik, gik hen og blev en af de hurtigst voksende herhjemme – og i resten af verden?

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann. Illustration af Oliver Seppo
Sport Euroman

Lidt uden for Malmö i en sort lagerhal med logoskriften ’WAP’ (nej, ikke ’Wet Ass Pussy’, men ’We Are Padel’) afbrydes den bløde, hule og lettere enerverende ’bam, bam, bam’-lyd mest af ”Det er din!!!”-råb og mellemhøje smæld, når den gule flisbold kanoneres mod glasburet i et forsøg på at få den over nettet.

Biler fra den spanske bilproducent Cupra er i overtal på parkeringspladsen, og indenfor er der fyldt til randen med vægtige folk fra det danske padelmiljø, der denne fredag i november er mødtes for at duellere i en lille, venskabelig netværksturnering (’Bring your A game for there is a winners table for you!’ lød det i invitationen), inden alle senere på dagen skal til World Padel Tour-turneringen nogle kilometer herfra i Malmö Arena for se verdens bedste padelspillere i aktion.

Kulturentreprenøren Danijel Drux, som kastede sin kærlighed på sporten for et par år siden og lige nu frister en tilværelse som nummer 628 på den danske rangliste, er lige gået mod en bane i bunden af centeret med favnen fuld af padelbat i forskellige farver.

Skal der virkelig så mange til, spørger min fotograf mig – jeg må være ham svar skyldig.

Banerne er pakket med brand guys fra virksomheder som Unisport, Adidas og Tretorn, et af Sveriges største padeltalenter, banesælgere, it-folk, der har udviklet bookingsystemer, ligesom centeransvarlige fra København og Aarhus også har taget turen over sundet for at spille padel med deres ligesindede.

Stemningen er decideret munter, sjældent har jeg set folk smile så meget, mens de dyrker motion, og alle har en iver efter at fortælle om, hvad der i disse tider sker med den sport, de har lært at elske de seneste år.

Der er også en del at berette.

”Det er altså vildt,” siger en. ”Det er helt klart den mest trendy sport,” lyder det fra en anden.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd, Danmark og Tennis