Ikke længe efter sin hofteoperation trækker den dobbelte OL- og Wimbledon-vinder Andy Murray nu atter overskrifterne i tennisverdenen.

Den 32-årige brite har nemlig slået sig sammen med ingen ringere end Serena Williams, én af de mest vindende kvindelige tennisspillere gennem historien, i Wimbledons mixed double-turnering. Det skriver BBC.

"Hun vil være en solid partner," grinede Andy Murray efter netop at have lovprist Serena Williams, der trods sin alder på 37 år stadig ligger nummer ti i verden.

Williams er i singleturneringen videre til anden runde, mens Murray udelukkende stiller op i double- og mixed double-kategorierne på grund af sin hofteoperation.

Allerede på fredag vil det prominente par (med stor sandsynlighed – tidspunktet er endnu ikke fastsat) spille deres første kamp, når de møder tyske Andreas Mies og Chiles Alexa Guarachi.