Alle digitale musiktjenester prøver i en eller anden grad at præsentere sine brugere for nye tilbud baseret på brugernes smag.

Men angivelig skulle en del af Spotifys succes hænge sammen med, at tjenesten har større held end de andre med at ramme brugernes lyttervaner.

I en ny video bliver mekanikken bag Spotifys ugentlige Discover Weekly-funktion nu forklaret.

Forklaringen består dels af en teknologi fra firmaet Echonest (som ud over Spotify har blandt andre MTV og BBC som kunder), som kortlægger dit musikforbrug.

Dels består den af hele Spotifys bank af brugernes personlige spillelister.

Kombinationen af de to gør det muligt for Spotifys algoritmer at præsentere dig for numre, som du ikke har hørt endnu, men som findes på en spilleliste hos en anden bruger, der deler mange numre med dine egne lister.

Og det er derfor nogle brugere kan sidde og glæde sig til en ny uge og en ny Discover Weekly, som om det var en ny plade fra deres yndlingsband, der blev spyttet ud i stadig nye versioner.

Det var den meget simple forklaring. Se videoen for en mere udførlig og visuelt pædagogisk en af slagsen.