Snapchat TV
Foto: Getty Images Fremover vil du kunne se tv-serier på Snapchat.

Snapchat TV

Snapchat lancerer egen tv-serie

Det sociale medie har teamet op med folkene bag ‘The Office’ og ‘Parks and Recreation’ for at skabe en ny tv-platform.

De gode, gammeldags serier i fjernsynet er tilsyneladende ikke længere det, de unge vil have. I hvert fald har Snapchat netop offentliggjort, at de lancerer deres egen tv-platform - og det betyder, at du fremover kan få din daglige dosis serier på det sociale medie. Det skriver Digital Spy.

Firmaet Snap Inc., der står bag Snapchat, er gået sammen med mediegruppen NBCUniversal og folkene bag de populære amerikanske serier ‘The Office’ og ‘Parks and Recreation’ for at skabe platformen. Det nye indhold vil være tilgængeligt under ‘show’-sektionen på app’en, og serierne kommer til at bære præg af Snapchats hurtige format, idet de enkelte afsnit kun vil vare tre til fem minutter hver.

Brødrene Mark og Jay Duplass, som står bag HBO-serierne ‘Togetherness’ og ‘Room 104’, vil som de første skabe serier til platformen, og de beskriver i en pressemeddelelse, hvordan det at filme til mobilformat har været en “skræmmende og spændende kreativ opgave”.

Nyheden om den nye platform kommer oven på et år, hvor Snapchats regnskaber har vist mindre gode resultater. Siden marts i år er aktierne gået fra 29,44 dollars til 13,10 dollars i juli, og samtidig oplever mediet et fald i antallet af brugere.

Måske kan den nye tv-platform trække nye brugere til Snapchat. Mediet kæmper dog side om side med andre sociale medier som Facebook, der tidligere i år annoncerede, at de ville begynde at kreere originalt tv-indhold såsom dramaserier og gameshows til deres egen platform, og senest er det blevet annonceret, at de har købt rettighederne til en amerikansk pendant til den norske serie 'Skam'.

Det er endnu ikke blevet offentliggjort, hvornår vi kan forvente ankomsten af de nye Snapchat-serier. I mellemtiden kan vi dog højst sandsynligt se frem til den uundgåelige lancering af InstaTV og TwitterTV.

LÆS OGSÅ: Så meget ved Tinder: Journalist fik sendt 800 sider om sig selv og sine hemmeligheder

LÆS OGSÅ: Facebook har udgivet Snapchat-dræber – kun i Danmark

LÆS OGSÅ: Er du også træt af at passe på dine fulde venner i byen? Den her app kan være løsningen