Euroman får med Kristoffer Dahy Ernst et internationalt tænkende menneske med et indgående kendskab til både mediet og målgruppen for Danmarks førende livsstilsmagasin for mænd.

Kristoffer Dahy Ernst var indtil 2014 webredaktør på Euroman.dk, som han var med til at opbygge og udvikle. Siden har han fungeret som journalist, kommentator og selvstændig kommunikationsrådgiver, senest i kommunikationsbureauet FRIDAY, hvor han i dag indgår som partner. Kristoffer står også bag den ugentlige nyhedsmail "Morgenpost", der udgives af Føljeton med over 8.000 abonnenter.

"Med Kristoffer Dahy Ernst får Euroman en stærk og komplet profil, som er i øjenhøjde med læserne og kender mediets DNA. Kristoffer har en stor indsigt og viden om de emner, der optager læserne af Euroman, lige fra livsstil og kultur til politik og samfundsforhold. Samtidig har han en faglig og kommerciel forståelse, der kan sikre, at Euromans særkende udvikles både på print og digitalt, så mediet fortsat vil stå ligeså klart og relevant, som første gang det udkom for knap 30 år siden," siger magasindirektør i Egmont Publishing, Tina Nikolaisen.

Kristoffer Dahy Ernst er fast bidragsyder til Euroman, hvis læsere også kender ham som en af ophavsmændene bag den succesfulde Euroman-podcast "Arbejdstitel".

"Euroman er et af de stærkeste brands i medie-Danmark. Det står på skuldrene af en lang række enormt dygtige redaktører, journalister, art directors og fotografer, som måned efter måned har skubbet grænserne for, hvordan man kan lave magasinjournalistik i et land med et alt for lille sprogområde. Euroman besidder et kæmpe udviklingspotentiale både på print, digital, lyd og billede, og vores opgave i redaktionen bliver at ære arven samtidig med, at vi skal sætte en ny standard for et journalistisk livsstilsunivers, som mænd og kvinder har lyst til at være en del af," siger Kristoffer Dahy Ernst. Han mener, at Euroman er et fællesskab for det nysgerrige og moderne menneske, der grundlæggende søger tre ting.

"Den sublime journalistik, inspiration til oplevelser, stil og kultur, og slutteligt og måske mest vigtigt: En kontinuerlig diskussion og undersøgelse af, hvad mandens rolle er i det moderne samfund," siger Kristoffer, der tiltræder som redaktør på Euroman den 1. november.

Udover at fungere som chefredaktør skal Kristoffer Dahy Ernst være Creative Partnership Editor på boligmagasinet RUM, hvor han sammen med RUMs chefredaktør, Anne Lose, skal udvikle partnerskaber for boligmagasinet, som udgives både i Danmark og internationalt.

Kristoffer Dahy Ernst (f. 1985) er bachelor i Retorik fra Københavns Universit samt i Literature and Film fra University College of London. Privat er han gift med Louise, og sammen bor de på Frederiksberg med deres tre børn.

Euroman er Danmarks førende magasin for mænd og udgives af Egmont Publishing, der er en del af mediekoncernen Egmont.