Foto: Mikkel Jul Hvilshøj

8 x portvin fra små huse

Her handler det om de helt små og mindre kendte portvinshuse og de huse, der normalt ikke får nogen særlig opmærksomhed. For nu er trenden også i portvins verden kommet til mikroproduktion.

__________

20 Years Tawny Port, Wiese & Krohn

Portugalsfarende ved godt, at man dér sætter pris på klipfisk. Wiese & Krohn blev oprindelig grundlagt af klipfiskesælgerduoen Theodor og Dankert fra Norge i 1865. Huset blev sidste år købt af storspilleren Taylor- Fladgate-gruppen, og ekspertisen ligger på tawny-typerne. Efter sigende regner huset 20 år som minimum for blandingen. Krohn laver nogle af markedets fineste colheitas. Mærkbart mandhaftig tawny med mindelser om herreværelse og sørøverskibets mahognivægge i kaptajnskahytten. Fabelagtig kompleksitet med cigarrøg, brændte mandler, Starbucks kaffesirup, figenkompot og blommer i madeira. Sirupssmag om end kun halvsød, velstruktureret med syre og råhed, cigarblade i eftersmagen og råolie – sørøverskibet ligger ligefor igen. Ay, ay sailor … arrrrrh!

Pris: 369,95 kr.

www.eriksorensenvin.dk
__________

20 years Old Tawny, Quinta do Vallado

Quinta do Vallado ligger i den nedre del af Douro, i Baixa Corgo ved Paso da Régua. Her falder mere nedbør, og temperaturerne er ikke så voldsomme som længere oppe i dalen. Ferreira-familien står bag huset, som nok er mere kendt for sine bordvine end portvinen. Ikke desto mindre laver Francisco og Joao Ferreira en mesterlig tawny. Lys som rabarbermost, orangetonet og anmassende duft med tørret appelsinskal, ristede mandler, krydderipose til gløgg og læder. Dybt under det umiddelbare ligger en note af cigar og ribs. Det dystre og det opvakte på samme tid. Smagen har brændt karamel, amontilladovoldsomhed, nærmest som Islay whisky og rancio-effekt som i stor cognac, men løber let. Bjergtagende kompleksitet.

Pris: 299,95 kr. v./12 fl. (50 cl)

www.philipsonwine.com
__________

30 anos Tawny, Bulas

Bulas laver vin fra bl.a. Quinta do Costa de Baixo lige på grænsen mellem Baixo Corgo og Cima Corgo. 30-års typerne kan nogle gange være svagelige og trætte, alder er ikke nødvendigvis positivt, men Bulas’ version er dygtig gjort. Flydende karamel, abrikos og appelsinmarmelade, melasse og stærkt sødet saft af rabarber og tranebær. Og det er i virkeligheden vinens clou – midt i alt det søde og brændte er der yppig frugtighed, saftighed og sensualitet. På tungen er den næsten medicinsk og helbredende, essens af tørrede frugter, balsamisk, sødmefuld, men igen med tanninbid og fornem syre. Intet råt eller brutalt, kun blidhed og cremet honningsødme med havgus i baggrunden. Mageløs essens.

Pris: 545 kr.

www.drikportvin.dk
__________

Vintage Port 2012, Quinta do Vesuvio

Symington-ejet vingård og som sådan del af et megaforetagende, men Vesuvio holdes normalt stramt adskilt fra konglomeratets andre vine og holder sin mikroproduktion på 35.000 flasker. Vingården ligger langt oppe ad Douro, hvor varmen får selv sorte skorpioner til at svede. Normalt er Vesuvio for portvinsironmen. I 2012 dufter den af hyldebær, mørk kvalitetschokolade og røgelse. Kirsebær og solbær, endda ymer og grappa. Vesuvio brænder og bokser i tungen og svælget. Alkoholen er markant, og tanninen coater nærmest mundhulen og gummerne. Fornem mineralitet. Fornemmelsen af restsødme er derfor dæmpet. Og forbløffelsen er derfor stor, når man faktisk sidder med friskhed i eftersmagen! Er det hyldebærmosten, som gør det? Eller mineraliteten?

Pris: 600 kr.

www.hjhansen-vin.dk
__________

Fortsætter på næste side...__________

Vintage Port 2011, Quinta Vale D. Maria

Et insiders tip: Cristiano van Zeller aftappede resterne fra sin rigtige vintage port 2011 som en ”reserve port lote no. 11”, og den kan man få for 125 kr. Det er gudedrik til skrabebudget, vildt imponerende og langt mere vintage-karakter end banal husruby – vinøs som australsk shiraz. Cristiano van Zeller forlod Quinta do Noval i 1993 og købte den gamle quinta Vale Donna Maria oppe ad Douro-bifloden Tortos forløb i 1996. Her er bl.a. 16 ha med 50-80 år gamle stokke. I 2011 lavede van Zeller blot 6.400 flasker vintage med fodtrampningsmetoden. Fyrig, overvældende frugtrig med solbær og kirsebær. Vinøs og frisk. Positivt nappende syre, vel er den tannisk, men også læskende, forbuden frugtig og farlig. En naturlig harmonisk skønhed.

Pris: 349 kr.

www.atomwine.dk
__________

10 Years Old Tawny, Wine & Soul

Lyder uvægerligt som et lidt konceptagtigt navn. Sandra Tavares er vinmager hos bl.a. Vale Donna Maria og gift med Jorge Borges fra et andet godt bordvinhus, Passadouro. De laver portvin fra to vingårde, begge op ad Pinhão- flodens berømmede bredder. Tawnyen kommer fra Quinta da Manoella dybt oppe i dalen. Den er mørk og brungylden, oser af brændt karamel, brændt hasselnød, acetone, tørrede ribs og tranebær, kandiseret appelsinskal og gammel sangiovese. Det er lige før, man glemmer, det er sød vin, men så kommer en vin santo-agtig smag med samstemt sødme, lagret fermenteret frugt og et nip tannin og hylende syre i eftersmagen. Ødelæg den ikke med banal dessert, nyd den solo.

Pris: 199 kr.

www.atomwine.dk
__________

Vintage Port 2008, Quinta do Vale Meão

Francisco Javier de Olazabal overtog quintaen i 1994 og gik solo. Druerne havde indtil da indgået i Ferreiras vintage port. Især efter 2011’ernes fremkomst bliver 2008 nemt glemt. Vale Meão fodtramper også druerne. Grønkrydret bærduft, kirsebærstyret og noter af sultana og nærmest medocsk grafit. Purister udi vintage port kalder det blasfemisk at anbefale indtagelse nu, men med blot seks år i bagagen er Vale Meão relativt mildnet i sin tannin. Sødmen er perfekt afstemt og modsvares af den kontante tannin, som dog slet ikke buldrer som i langtidsliggerhuse som Taylor’s eller Noval. Alkoholen er også mild. Duften får med lidt luft og varme spor af grillkul, korender og solbærsyltetøj. Afslappet elegance, en slags portvinens Prada-suit.

Pris: 325 kr.

www.jyskvin.dk
__________

Colheita 1989, Kopke

Nærmest helt friskaftappet colheita fra 2014. Kopke er ekspert i tawnytypen og det ældste fortsat eksisterende portvinshus, som nu ejes af Sogevinus-gruppen. På trods af signaler om gamle dage og klassisk ’kridtskrift’ på flasken er Kopkes Quinta de São Luiz et af Douro-dalens mest moderne steder. Colheita bør ideelt begynde med kvalitet som en vintage for at klare den lange fadlagring. 1989’eren har efter 25 år på fad duft som stor cognac. Brændt duft, rygende aromatisk træ, dadelkompot, puré af læder (hvis man kan lave det), gammeldags købmandsbutik og mellemøstlig markedsplads. Slank, raffineret viskositet, syre som en amontillado eller verdelho madeira, forrygende smæk med halen, og konstant eftersmag.

Pris: 250 kr.

www.viniportugal.dk
__________

LÆS OGSÅ: Portvin på stenbroen
LÆS OGSÅ: Ost med valnødder og portvinssyltede figner

Se, hvad vi ellers skriver om: Gastronomi, Vin og Mad