Per Thøstesens opskrift på æggeblomme syltet i olivenolie med belugacaviar, toast og dildmayo
Foto: Flemming Gernyx

Per Thøstesens opskrift på æggeblomme syltet i olivenolie med belugacaviar, toast og dildmayo

Æggeblomme syltet i olivenolie med belugacaviar, toast og dildmayo

Her får du Per Thøstesens opskrift på æggeblomme syltet i olivenolie med belugacaviar, toast og dildmayo.

Per Thøstesen8 tynde skiver brioche
4 æggeblommer
Olivenolie
Caviar

Grill brødet på den ene side på en grillpande, så det får grillstriber. Varm olivenolie op til 60 grader. Pochér æggeblommerne i olien ved de 60 grader i 2 timer. Løft forsigtigt de pocherede æggeblommer op af den varme olie, og lad dem kort dryppe af på fedtsugende papir.

Fordel 4 af de grillede brød på 4 tallerkner – med grillstriberne opad – og kom caviar på tallerknerne sammen med dutter af både sort og grøn mayo som vist på foto. Kom også en dut grøn mayo på de grillede brød og derpå caviar.

Læg så de pocherede æggeblommer på caviaren og top med 1 skive grillet brød – igen med grillstriberne opad. Så er der æggemad!

Sort mayo:
2 østers
2 spsk. caviar
2 dl mayonnaise
1 tsk. blæksprutteblæk

Åbn østersene, hæld væden fra og tjek for skalrester. Dump dem kort ned i kogende vand, så de bare lige er lidt tilberedte. Blend de letpocherede østers med caviar, mayonnaise og blæk.

Grøn mayo:
1 bundt dild
1 dl smagsneutral olie
1 dl olivenolie
2 dl mayonnaise

Skyl dilden, og kom den kort ned i kogende vand og derpå hurtigt over i isvand. Løft den op, og slyng den. Blend så med begge slags olier – i alt 10 minutter, men kør ca. 3 x 3 gange minutter, så ikke blenderen brænder sammen. Sigt og kassér det grønne snask. Rør den grønne olie med mayonnaise.

Tip:
Der bliver rigeligt mayonnaise, men det er svært at blende mindre portioner. Gem i køleskab og brug i anden anledning – der findes jo også 'hønsecaviar' siger Per Thøstesen. Alle slags æg smager godt med al slags mayo, skal vi hilse og sige fra ham.

 
Caviar og Per Thøstesens luksusæggemad
Der er brugt rigtigt meget caviar i denne ret, ja. Der er jo det med caviar, at det smager rigtigt godt. Også i store mængder, men … det koster. Så man må tælle sine penge og afstemme opskriften efter det – bruge mere eller mindre caviar, som pengepungen nu tillader. Eller erstatte med stenbiderrogn i sæsonen. Eller bare nyde billedet af retten her på gastro.dk!

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Opskrifter, Forret og Mad