Guide: 3 x kaffe i Århus
Foto: PR

Guide: 3 x kaffe i Århus

Tiden, hvor kaffeentusiaster kunne stilles tilfredse med et udvalg af espressobaserede kaffer, er forbi. I dag skal udvalget være større med også lyse ristninger og mere elegante bryggemetoder, og desuden skal bønnerne gerne kunne spores tilbage til kaffebonden. Her står Århus ikke tilbage – vi har taget et par kopper på tre gode kaffebarer i Smilets By.


La Cabra
La Cabra er en fuldblodskaffebar med eget risteri i det intime Latinerkvarteret i Århus. Indenfor kæler pladespilleren for gæsternes øregange, mens de nyder den gode kaffe i de patinerede træmøbler. La Cabra handler direkte med kaffebønder i Sydamerika og Afrika, således at de kan følge produkterne hele vejen fra bær til bryg.

Betjeningen er kompetent og passioneret med ønsket om at give dig den helt rigtige kaffe. Bønnerne egner sig bedre til visse brygningsmetoder frem for andre, og eksempelvis bliver den syrlige, bærduftende Kiangoi-kaffe fra Kenya brygget på Aeropress for at give mere fylde sammen med syrligheden.

Som gæst kan du følge brygningsprocesserne ved den åbne station lige inden for døren, og det er svært ikke at blive fascineret af de mange teknikker, som en god kop kaffe kræver. Mulighederne er mange, og ingen kaffenørder vil gå skuffede fra La Cabra, som også arrangerer kaffesmagninger for sine gæster.

La Cabra Coffee Roasters
Graven 20
8000 Aarhus C
lacabra.dk


Great Coffee
Igen skal du ind i en baggård for at finde Great Coffee, som har til huse i en gammel chokoladefabrik. Stilen er industriel med rå murstensvægge, gulvklinker og rør langs det høje loft. Rundt omkring ligger lærredssække med kaffebønner, mens en kafferister troner bagerst i lokalet.

Barista og indehaver Søren Stiller Markussen har hevet et hav af priser hjem for sine kaffebrygningsevner, og Great Coffee er også forholdsvis elitær. Der sælges ingen fast føde på nær plader af Friis-Holmchokolade – fokus ligger på kaffen. Det betyder ikke, at der ikke er plads til alle, men Great Coffee tager sine kunder med på råd og er ikke bange for at komme med sine meninger.

Den åbne bar giver mulighed for at følge godt med i brygningen, der eksempelvis kan foregå i en syphon, nutidens svar på kolbekaffe. Stiller arbejder tæt sammen med sine kaffeleverandører, og Great Coffee er et must for kaffenørder.

Great Coffee
Klostergade 32 H
8000 Aarhus C
greatcoffee.dk


Street Coffee
Århusianernes hipstergade par excellence er Vestergade, som især er kendetegnet ved sushi- og kaffebarer. Populære Street Coffee har åbnet en filial netop dér, og selv om den er ganske lille, kan der sidde ca. 15 mennesker og nyde pladeafspillerens retrotoner. Er der ikke plads indenfor, kan du med fordel lufte skovmandsskjorten på siddepladserne ude foran.

Street Coffee er ikke mindst blevet populær som udbyder af to go-kaffe, hovedsagligt af den espressobaserede slags. Street Coffee er mindre nørdet end de øvrige kaffebarer i denne guide, og der er ikke samme fokus på egne ristninger og direkte handel med kaffebønderne. Til gengæld er der intimt, og betjeningen er venlig.

Der er espresso fra kun 16 kr., og du kan nyde gratis wi-fi og et glimrende udvalg af dagsfriske aviser og magasiner. Street Coffee har også en afdeling i Brammersgade nær Bruuns Galleri.

Street Coffee
Vestergade 52
8000 Aarhus C
streetcoffee.dk


LÆS OGSÅ: Hvad er egentlig forskellen på en macchiato og en cortado?
LÆS OGSÅ: Hellere kaffe i Rom end rom i kaffen
LÆS OGSÅ: Det sker i kroppen, når du drikker kaffe

Se, hvad vi ellers skriver om: Gastronomi, Artikler og Mad