Vin ved æ-hav

Når nu sommeren så småt er ved at kaste håndklædet i ringen, kan vi jo lige så godt ty til de våde varer i de køligere efterårsmåneder. For må man nu ikke holde det gode vejr i live lidt endnu med nogle gyldne dråber fra solmodne druer? Det må man i hvert fald – og det synes de også oppe hos Agger Darling Vinbar, der blev indviet i midten af juli. Vinbaren ligger sammen med restauranten i Agger og serverer primært unge og friske bio- og økovine, der også tit er af den naturlige slags. Naturvin og Vesterhavet er en kombination, som de gode gamle fiskere nok ikke ligefrem havde set komme på de vindblæste kanter. Men forandring fryder, og et lille skvæt naturlig vin i glasset en sensommeraften bliver kun bedre af, at man kan høre bølgerne bruse på den anden side af klitterne. Santé.
Agger Havn Feriecenter 1a, 7770 Agger. Se mere her