Hvis der er én ting, der er gennemgående på streamingtjensterne for tiden, så er det kvinder.

For al snak om, at der ikke findes komplekse og interessante fortællinger af og med kvindelige hovedroller, kan let forstumme, når man ser på udvalget af de film, serier og ”specials”, der kan nydes for tiden.

Det er især alvoren i det underfundige og sjove, der træder frem, når kvinderne for tiden folder sig ud. For uanset alder og etnicitet vil historierne både underholde og give vores verden et mindre los bagi.

Tag nu bare disse fem streaming-perler.

Eighth Grade

Om ikke andet bør du her notere navnet Elsie Fisher ned et sted. For den unge kvinde er så smerteligt velspillende, at man taber både næse og fjernbetjening. Hun spiller Kayla, som så gerne vil ses og høres, men som har svært ved at bryde igennem den sociale lydmur, der konstant er oversminket og fordummende. Elsie Fisher giver et portræt af den tidlige pubertet, så følelserne hvirvler om ørerne på én, mens grinene konstant lurer i baggrunden. Kayla er ikke gammel nok til at føle sig voksen, men skal alligevel virke som en ung kvinde med styr på det hele. Komiker Bo Burnham har skrevet og instrueret sin debutspillefilm til nærmest perfektion, men det er Elsie Fisher, man husker efter rulleteksterne.

Kan streames på Viaplay

Jenny Slate: Stage Fright

Du har formentlig allerede stiftet bekendtskab med Jenny Slate. Bare aldrig et sted, hvor hun har været sig selv. Skuespilleren og stemmemagikeren har således lagt biografsale og stuer ned i film som ’Obvious Child’ og ’Gifted’, mens hun har givet animationsserien ’Bob’s Burger’ en hel del kant. Men nu er hun så klar med sin egen ”comedy speciel” på Netflix.

Og sikke en hæsblæsende omgang! Slate viser et kolossalt talent for at spidde samtiden og ikke mindst sig selv via sin familie og en bunke anekdoter. Man aner aldrig, hvor hun er på vej hen, men fornemmer konstant, at der om et øjeblik bliver åbnet en ny dør ind til hendes univers. Et sted, hvor der kan grines af hvad som helst på helt nye måder.

Kan streames på Netflix

En frygtelig kvinde

Det skabte stort postyr, da Christian Tafdrup tillod sig at lave en komedie om, at kvinder sommetider er andet og mere end søde og dejlige i et parforhold. ’En frygtelig kvinde’ hidsede mange op, men ikke desto mindre kan dens humoristiske kvaliteter ikke afskrives. Anders Juul spiller manden, der bliver en større og større vatpik, fordi han i kvinden – fuldstændig forrygende spillet af Amanda Collin – ikke kan se andet end herligheder.

Altså lige indtil han føler sig kvalt. Det er så urkomisk en skildring af det moderne parforhold, at man både gyser og griner. Og især Amanda Collin formår at turnere en afsindigt irriterende og alligevel virkelig interessant hovedrolle.

Kan streames på TV2 Play

A Black Lady Sketch Show

Dette er showet, alle talte om i USA denne sensommer. Og man forstår godt hvorfor! Det er i sig selv vanvittigt sjovt, at alle sketchene her er udført fra et afroamerikansk perspektiv, fordi det er en strittende langemand til alle de varietéshows, som kører på amerikansk tv, og hvor det hovedsageligt er hvide skuespillere, der indtager rollerne.

Dette kunne selvfølgelig falde helt til jorden, hvis ikke det var fordi, castet var så eminent. Det er Robin Thede – der for nogle år siden var den første afroamerikanske kvinde, der blev chefskriver for et amerikansk late night talkshow – som står bag serien. Thede tør i den grad at gøre grin til både højre og venstre. Flere af morsomhederne er så interne, at man skal følge godt med i amerikanske samfundsforhold for at få det hele med, men ikke desto mindre griner man ofte i den halve time hvert eneste afsnit varer.

Kan streames på HBO Nordic

The Wife

Glenn Close er formidabel. I rollen som kvinden, som står bag sin forfattermand, er der så mange nuancer i hvert eneste blik, at man ikke kan få nok af hende i ’The Wife’. For hvor stærk er kvinden bag forfatteren, der netop har fået at vide, at han skal modtage Nobelprisen i litteratur? Ja, ville han overhovedet kunne skrive uden hende? Eller skriver han egentlig overhovedet uden hende? De spørgsmål hænger i luften, og Glenn Close griber dem alle og viser, at et ægteskab er kompliceret. Især for den kvinde, der er skarpere end sin mand.

Kan streames på C More