Som dreng fik jeg 100 kroner i lommepenge hver måned, og derudover fik jeg lov til at købe et Anders And-blad hver uge. Jeg husker det meget tydeligt, for på et tidspunkt blev mine lommepenge sat op til 150 kroner, men så skulle jeg selv betale for mine Anders And-blade. Jeg læste ikke ret meget andet end Anders And. Jeg har en papsøster på min alder, og vi konkurrerede altid. En sommer begyndte hun at læse ’Det lille hus på prærien’. Jeg tvang mig igennem de første 100 sider, og så gav jeg op. I gymnasiet skulle vi læse ’Barndommens gade’. Hold kæft, hvor jeg drømte om at lave noget andet i hvert eneste sekund, jeg sad med den bog. Mine forældre, som begge er folkeskolelærere, overvejede, om de skulle intervenere, fordi de havde en velbegavet dreng, som ikke fik anden stimulus end fra Andeby.

Den første bog, jeg virkelig blev suget ind i, var ’Ambassadøren’, Jakob Kvists bog om Michael Laudrup. Jeg var 16-17 år, da jeg læste den. Det var før internettet, så det var meget lidt, man vidste om Laudrups liv og karriere. Han var en gud i min verden. Det var for vildt at blive taget med ind i spillerbussen på vej til kamp og høre om professionel fodbold.