Siden ’True Detective’ sidste år begejstrede publikum og kritikere over hele verden, er forventningerne til seriens anden sæson banket i vejret, så de nu er høje som skyline i downtown Los Angeles. Det er nemlig her, i L.A., at anden sæson af seriefænomenet foregår, og en af dem, der er med til at få scenerne i kassen er den danske instruktør Janus Metz. 

Euroman.dk har talt med ham på en Skype-forbindelse fra den solbeskinnede californiske metropol, hvor han for tiden er ved at lægge sidste hånd på seriens tredje afsnit. Metz gik i gang 1. december og er nu ved at være nået til vejs ende. Tre ugers forberedelsestid har han brugt, efterfulgt af tre ugers instruktion. 

”Der er få takes til rådighed, når man laver tv. Det skal være effektivt. Så alle er super velforberedte. Hovedrolleskuespillerne, Colin Farrel, Vince Vaughn, Rachel McAdams, de er jo verdensklasse. Men også de såkaldte day players, der bare er inde en enkelt dag for at levere en enkelt replik. De ved, at det kan føre til mere, hvis de laver en god præstation på ’True Detective’. Alle folk på produktionen har tonser-meget erfaring. Det er meget taknemmeligt, når man har så velstemt et instrument at spille på som instruktør,” siger Janus Metz. 

I anden sæson af True Detective er plot og hovedrolleskuespillere skiftet fuldstændig ud, hvordan arbejder I med at holde en rød tråd til konceptet fra første sæson?

”Vi har den samme struktur: Nogle politimænd skal opklare en forbrydelse. Og gennem det arbejde bliver de konfronteret med deres indre dæmoner. Etteren har nogle meget stærke mandekarakterer, Rust Cohle og Martin Hart, der bliver hinandens modpoler, og som vi alle sammen kan genkende nogle elementer af os selv i. Nic (Pizzolato, seriens manuskriptforfatter, red.) har en måde skrive karakterernes indre kampe frem, som vi også kommer til at se i anden sæson.”

I har også en ny location ...

”’True Detective’ er en serie af USA-fortællinger. Første sæson er en undersøgelse af Sydstatsmiljøet omkring Louisiana. Det samme er anden sæson for L.A. En undersøgelse af, hvordan de mennesker, der bor der, er påvirkede af stedet, og hvordan de selv påvirker stedet.”

Hvordan oplever du selv Los Angeles?

”Dobbeltheden med ekstremt stor forskel på rig og fattig gennemsyrer Los Angeles. Filmbranchen er med til at skabe en plastik-agtig, overfladisk celebrity-kultur. Derudover er der en stærk krops-og nydelseskultur. Og så er der en underverden af fattige arbejdere, immigranter og hjemløse i deciderede teltbyer, af den slags man i Brasilien ville kalde favela’er.”

Hvordan påvirker det dig?

Det er forstemmende at se på og for mig et tegn på, hvor den frådende neoliberale, kapitalistiske tid, vi lever i, fører os hen. Den dobbelthed afspejles i ’True Detective’s univers. Serien undersøger samfundet, og vi kommer godt rundt i de forskellige miljøer. Optagelserne foregår i høj grad på location. Men mere kan jeg ikke afsløre på nuværende tidspunkt. ”


Janus Metz.

Hvordan er det at komme ind og skulle instruere et enkelt afsnit ud af i alt otte?

”Det er specielt. Konceptet er blevet lagt af Justin Lin, der har instrueret de to første afsnit. Jeg har studeret de optagelser, han har lavet, og jeg skal så forsøge at lægge mig i slipstrømmen af hans stil. Det vil sige, at hvis han har et princip om, at kameraet ikke må bevæge sig, er det ikke nogen god ide, at jeg går ind og planlægger masser af håndholdte scener – med mindre der i mit afsnit virkelig er god grund til at bryde fortællingens sprog.”

Hvor meget er manuskriptforfatteren med?

”Pizzolato er altid på settet. Det er måske en af de største forskelle fra andre tv-serier. Han har en ekstremt stærk vision, og han skal nok sørge for at fortælle en, hvis man driver væk fra den. Det er et privilegium at arbejde sammen med en forfatter, der skriver så visuelt orienteret. Man får meget foræret som instruktør.”

Du er kendt som dokumentarfilmmager. Hvordan har det været at debutere i det her format?

”Der har helt klart været et eksamensmoment omkring det. Folk ved godt, jeg ikke har lavet kilometervis af tv-serier eller har tre store spillefilm i bagagen. For at kunne præstere det bedste har jeg sørget for at være forberedt til fingerspidserne og den lille neglespids, der stikker ud over. Det gør mig samtidig mere fleksibel over for kursændringer. I Danmark er vi vant til, at instruktøren er den kreative direktør. Men i USA er man ikke den øverste stemme. Det er derimod show runneren (forfatteren,red.) og produceren.
 
Hvordan mærker man det?

”Jeg er en betroet person, som man har tillid til, men som sagtens kan blive over-rulet på settet, hvis man er uenig med mine beslutninger. Jeg har oplevet, at jeg foreslog en kamerabevægelse, som Nic syntes, var en dårlig ide,” siger Janus Metz, der blev sat i forbindelse med Nic Pizzolato endnu inden, der overhovedet var noget, der hed ’True Detective’.

Metz’ agent mente, at det kunne være noget for ham at instruere filmatiseringen af Pizzolatos bog ’Galveston’.

”Det var et af de bedste manuskripter, jeg nogensinde har læst. Fantastisk skrevet. Jeg faldt for det,” siger Janus Metz. 

Efter at Pizzolato havde set Metz’ prisbelønnede dokumentarfilm ’Armadillo’, der handler om en gruppe danske soldater i Afghanistan, blev de to sat direkte i forbindelse over Skype.

”Han var vild med den. Han syntes, jeg var et frisk bud på en instruktør,” siger Janus Metz, der sidste sommer for første gang mødte Nic Pizzolato, da manuskriptforfatteren var i København for at holde gæstetale til den årlige Copenhagen TV Festival. Ved samme lejlighed holdt han en gæsteforelæsning på Den Danske Filmskole. Derudover var hans tid fyldt ud med masser af officielle festmiddage.

Men indimellem fik han og Janus Metz lejlighed til at tale om ’Galveston’ – og til at kigge på Københavns natteliv.
 
”Der var blandet andet et par nætter, hvor vi havnede på Andy’s Bar til meget sent. Men der var også stilfærdig hygge med sejlads på kanalerne. Jeg tror min kone, Sine, og jeg blev lidt et fristed for Nic og hans kone, Amy, i al turbulensen. Der opstod et venskab ,” siger Janus Metz.

I efteråret 2014 viste det sig imidlertid, at de skuespillere, Pizzolato og Metz gerne ville have med i ’Galveston’, ikke kunne på det samme tidspunkt, og projektet blev udskudt. I stedet blev de enige om, at Metz skulle instruere et afsnit af ’True Detective’s anden sæson.

”Der har jo været en verdensomspændende hype omkring den her serie. Så det var lidt af en bombe, Nic smed, da han spurgte mig, om jeg havde tid til at instruere et afsnit. Det er en stor ære.”

'True Detective 2' har premiere på HBO til sommer, datoen er endnu ikke officiel.

Her kan du se traileren for Janus Metz' gennembrudsfilm, 'Armadillo':



LÆS OGSÅ: Serien vi har ventet på: 'Tiny Detectives'

LÆS OGSÅ: 'Min Krig': Ny dokumentar går helt tæt på danske drenge i Afghanistan
 
LÆS OGSÅ: Se Matthew McConaughey i genopdaget auditionscene fra klassiker