Netflix lagde i juli måned tryk på kedlerne med blandt andet nye sæsoner af de egenproducerede megasucceser ‘Orange is the New Black’ og ’Stranger Things’. August er måske knap så blockbusterfyldt, men det gør nu ingenlunde den pakke, som streamingmastodonten har sendt ud for måneden, tam.

Her finder du både yderst interessante dokumentarer, udefrahentede blockbustere og egne succeser.

Derry Girls, tv-serie

Vi lægger ud med nordirsk high-school-drama. Erin og hendes veninder roder lidt udfordret rundt i tilværelsen, lidt som man kender det fra de ikoniske drenge i ‘The Inbetweeners’, og det er ganske god underholdning. Nu er anden sæson klar.

Premiere 2. august

Glow, tv-serie

‘Glow’, der har Alison Brie (‘Community’, ‘Mad Men’) i hovedrollen, har holdt et anstændigt niveau i seriens to første sæsoner, og med især en stærk afslutning på den seneste er den tredje klart værd at hoppe med på.

Premiere 9. august

The Family, dokumentar

En gruppe kristne, magtsultne mænd, sammen kaldet Familien, trækker i trådene i Washingtons mest magtfulde miljøer, fra amerikanske præsidenter til udenlandske ledere; det er omdrejningspunktet i dokumentaren ’The Family’.

Premiere 9. august. 

Mindhunter, tv-serie

Det er snart to år siden, vi først stiftede bekendskab med FBI-makkerparret Ford og Tench (medmindre, selvfølgelig, man har læst bogen, på hvilken serien er baseret). Nu er seriens anden sæson parat, og endnu engang har David Fincher, som også er producer på serien, instrueret et par af afsnittene. Hvis første sæson er standarden, er anden sæson uundgåelig.

Premiere 16. august

A Quiet Place, film

Én af de sidste mange års mest hypede horrorfilm - både i kritikerstalden og i antallet af biografgængere - er John Krasinkis ‘A Quiet Place’ fra sidste år. Så du den ikke dengang, skal du så afgjort se den nu.

Premiere 20. august

American Factory, dokumentar

‘American Factory’ fortæller historien om en kinesisk milliardær, der åbnede en fabrik i Ohio og hyrede 2.000 amerikanske arbejderklassefolk. Filmanmelder Eric Cohn fra IndieWire skrev følgende, da han så den tidligere på året til festivalen Sundance: “… American Factory skifter mellem at være et optimistisk portræt af en kinesisk redningsaktion til en mismodig komedie af fejl …”

Premiere 21. august