”TOUGH GUYS FOR TRUMP!” hedder den bombastiske ordlyd i et tweet fra Donald Trump, hvortil han deler et klip fra den nye sæson af HBO-serien ’Curb Your Enthusiasm’.

Har man imidlertid set det afsnit, præsidenten deler et klip fra, eller kender blot en smule til seriens skaber, Larry David, vil man instinktivt vide, at det næppe er særlig Trump-positivt.

Og det er det altså heller ikke – selvom femøren tilsyneladende ikke har ramt gulvet i det ovale kontor.

Eller måske har den? Det skønne for en mand som Donald Trump er jo, at han kan og ganske velvilligt vælger at anskue verden lige netop fra sit opportunistiske åsyn, uagtet hvad han så glor på.

Se selv klippet forneden, hvor Larry David, indehaver af seriens hovedrolle (som sig selv), bliver konfronteret af en helvedes arrig motorcykelbølle.

Og skulle man således være i tvivl om Larry Davids egen holdning til Trump-tilhængeres eventuelle reaktion, så se videre i klippet nederst på siden, hvor han bliver spurgt ind til netop dette.

Det er et pretty, pretty, pretty good svar.