Er Grammy Awards over- eller undervurderet?

Pro

Magnus Kraft

Musikdebatten er ofte hjemløs. Folk lytter til det, de kan lide, og forholder sig sjældent til resten. Men én gang om året koger internettet over i en smeltedigel af kvalificeret musikkritik og subjektiv mudderkastning: Det er sammenligningernes fest; de traditionsrige Grammy Awards.

Ja, Grammy Awards er som prisuddelinger er flest: Et krukket, overglamourøst arrangement styret af gamle, hvide mænd, der hverken kan eller vil sætte en progressiv dagsorden. Men det er også anledningen til en tiltrængt musikdebat, hvor vi tillader os at være retrospektive og sammenligne, hvad der egentlig ikke sammenlignes kan. Hvem fra det forgangne år skal vi om 10 år huske for en exceptionel musikalsk indsats? Når ting bliver fortid, har vi et behov for at have et mål for storhed. Et mål, der anerkender, at ikke alt er subjektivt. At noget er bedre end andet. Det er ikke et tilfælde, at Quincy Jones, Beyoncé og Jay-Z til sammen har hentet 74 grammyer.

Skulle vi alligevel glemme, husker hedengangne Grammy-shows os på, hvor blændende Stevie Wonder, Michael Jackson eller Amy Winehouse var i deres velmagtsdage. For mig toner Eminem og Elton Johns ’Stan’ fra 2001 frem som det største Grammy-minde. Andre vil vende tilbage til Prince og Beyoncés magiske medley fra 2004 eller Kendrick Lamars politiske magtdemonstration ved prisuddelingen i 2016. For en ny generation af lyttere vil musikåret 2021 blive kogt ned til ét mindeværdigt spektakel af et show 14. marts, amerikansk tid.

Kendrick Lamar på scenen i Staples Center i 2016.

Contra

Kristoffer Dahy Ernst

Jeg nærer mistillid til de store institutioner, der gør, som de altid har gjort. Grammy er en af dem. En inderkreds af tætte relationer og tættere traditioner, hvor nytænkning og udvikling har været en sang i Rusland. Vi lever i en ultrapersonaliseret tid, hvor data kan bygge personlige playlister og anbefale musik, vi ikke anede, vi godt kunne lide. Når Spotify kan fortælle mig, hvad der er nyt, gammelt, spændende, urbant eller bare lige passer til det humør, jeg har lige nu, har jeg ikke brug for en fjern komité til at løfte en megakunstner endnu højere op i luftlagene. Hvorfor skal jeg interessere mig for, hvem der får en Grammy, når det på ingen måde kommer til at betyde noget for den måde, musik bliver tænkt, udviklet, produceret og distribueret på i dag?

Forbi er de tider, hvor det var en blåstempling for et stykke kunst, hvis det fik anerkendelse fra højeste sted. Hvad vi har set de seneste 10 år, er autoriteters fald. Samtalen er blevet demokratiseret. Det har ikke længere nogen værdi i sig selv, hvis en kunstner opnår en udmærkelse a la en Grammy. Det får mig ikke til at lytte til kunstneren. Jeg stoler langt mere på den personlige anbefaling, som min bedste ven giver mig. En Grammy kan være nok så fin en udmærkelse for tro og stabil tjeneste i musikkens embede, men hvis jeg virkelig skal samle mine hovedtelefoner op, skal opfordringen komme fra én jeg kender – med en god smag, som jeg stoler på.

At vinde en Grammy i dag svarer lidt til at blive rost af din bedstemor. Det er en anerkendelse fra en gammel verden, som sikkert er rar og tryg. Men den virkelige kulturelle valuta består jo ikke i statuetterne på kaminen. Den består af alle de afspilninger, det brand og den kultur, en kunstner bygger op om sig selv. Og som en anerkendelse fra en årlig prisuddeling intet kan stille op mod. Jovist, det er da fint at fejre det, men det gør ikke musikken eller kunstneren mere attraktiv i mine øjne. Uddelingen har udspillet sin rolle.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Oplæste artikler